Nådens forrang
38. Hvis vi i den
planlægning, der venter os, forpligter os mere tillidsfuldt til en
sjælesorg, der giver personlig og fælles bøn dens rette
plads, vil vi bemærke en væsentlig grundregel i det kristne
livssyn: nådens
forrang.
Der eksi-sterer en fristelse, som bestandig angriber enhver åndelig
færd og ethvert pastoralt arbejde: den at mene, at resulta-terne
afhænger af vor dygtighed til at handle og til at planlægge. Det er
rigtig, at Gud indbyder os virkeligt til at samarbejde med hans nåde og
opfordrer os derfor til at investere alle vor intelligens' og alle vore evners
midler for at tjene Guds Riges sag. Men det er skæbnesvangert at glemme,
at »uden Kristus kan vi intet gøre« (sml. Joh 15,5). Det er bøn,
som forankrer os i denne sandhed. Den minder os bestandigt om Kristi forrang,
og i forening med ham, det indre livs og hellighedens forrang. Hvis denne
grundregel ikke respekteres, er det så noget under, at pastorale planer
løber ud i sandet og efterlader os med en nedslående
følelse af frustration? Så deler vi disciplenes erfaring i
evangeliets fortælling om den mirakuløse fiskefangst: »Vi har
slidt hele natten og ingenting fået« (Luk 5,5). Dette er
øjeblikket til tro, til bøn, til samtale med Gud for at åbne
vore hjerter for nådens strøm og tillade Kristi ord at
gennemtrænge os i al deres magt: Duc in altum! Ved den lejlighed var det
Peter, der udtalte troens ord: »På dit ord vil jeg kaste garnene ud«
(sammesteds). Tillad nu, da dette årtusind begynder, Peters
efterfølger at opfordre hele Kirken til at foretage denne troens
handling, som udtrykker sig i en fornyet forpligtelse til bøn.
|