45. Fællesskab må udvikles og udvides hver
dag og på ethvert niveau af hver kirkes liv. Her må
fællesskabet kom-me til udfoldelse i relationerne mellem biskopper,
præster og diakoner, mellem hyrder og hele Guds folk, mellem gejstlighed
og ordensfolk, mellem foreninger og kirkelige bevægelser. Til dette formål
må de strukturer for delta-gelse, der er forudset af Den kanoniske Lov,
som præsterådet
og pastoralrådet,
altid sættes meget højt. Disse råd er naturligvis ikke ledet
efter et parlamentarisk demokratis regler, for de er rådgivende mere end
planlæggende;29
det-te betyder
dog ikke, at de er mindre betydningsfulde og relevante. Fællesskabets
teologi og spiritualitet opmuntrer til en frugtbar dialog mellem præster
og troende ved på den ene side a priori at forene dem i alt, hvad der er
væ-sentligt, og ved på den anden side at føre dem til
overvejet overensstemmelse i sager, der er åbne for diskussion. Med dette
for øje må vi tilegne os den gamle pastorale visdom, der
opmuntrede hyrder til, uden at være forudindta-get af deres autoritet, at
lytte i større udstrækning til hele Guds folk. Meget sigende er
Benedikts påmindelse til et klosters abbed, hvor han opfordrer abbeden
til at rådføre sig med selv det yngste medlem af kommunitetet:
»Takket være Herrens inspiration er det ofte en yngre, som ved, hvad der
er bedst«.30
Og Paulinus af
Nola beder ind-stændigt: »Lad os lytte til, hvad alle de troende siger,
for i enhver af dem ånder Guds Ånd«.31 Mens lovens visdom ved at give præcise regler
for deltagelse bekræfter Kirkens hierarkiske struktur og afværger
enhver fristelse til vilkårlighed eller uberettigede krav, besjæler
fællesskabets spiritualitet institutionens legeme med en sjæl ved
at tilskynde til en tillid og åbenhed, der er helt i overensstemmelse med
ethvert af Guds folks med-lemmers værdighed og ansvar.
|