Kaldenes forskellighed

46. Et sådant syn på fællesskab er tæt forbundet med det kristne fællesskabs evne til at give plads for alle Åndens gaver. Kirkens enhed er ikke ensartethed, men en organisk integration af legitime forskelligheder. Det består i den virkelighed, at mange medlemmer er forenede i et enkelt legeme, Kristi ene legeme (jf. 1 Kor 12,12). Derfor er det tredje årtusinds kirke nødt til at opmuntre alle døbte og firmede til at være bevidste om deres aktive ansvar for Kir-kens liv. Sammen med det ordinerede præsteembede, kan andre embeder, hvadenten de er formelt oprettede eller blot anerkendte, trives til gavn for hele fællesskabet, og støtte det i alle dets mange behov: fra katekese til liturgi, fra undervisning af unge til de mest forskellige former for kærlighedsgerninger. Der er i sandhed behov for et storsindet engagement - frem for alt gennem vedholdende bøn til høstens Herre (jf. Matt 9,38) - ved at virke for kald til præstedømmet og til det Gudviede liv. Dette er et spørgsmål af stor betydning for Kirkens liv i alle dele af verden. I nogle traditionelt kristne lande er situationen blevet dramatisk som følge af ændrede sociale forhold og en manglende religiøs interesse som resultat af en verdslig forbrugermentalitet. Der er et presserende behov for at gennemføre en omfattende plan for at fremme kald ved at bygge på personlig kontakt og inddrage sogne, skoler og familier i forsøget på at fremme en mere opmærksom overvejelse af livets væsentlige værdier. Disse når deres opfyldelse i det svar, som ethvert menneske er opfordret til at give på Guds kald, især når kaldet medfører en total given sig selv og ens kræfter for Guds Riges sag. Det er i dette perspektiv, at vi ser værdien af alle andre kald, rodfæstede som de er i det nye liv, der er modtaget i dåbens sakramente. På en særlig måde vil det være nødvendigt mere og mere fuldstændigt at opdage kaldet hos lægfolk, der er kaldede til at »søge Guds Rige ved at tage sig af de jordiske formål og indrette dem med Gud som mål«;³² de »opfylder i Kirken og i verden deres egen del af hele Guds folks sendelse ... ved at stræbe efter at ud-brede evangeliet og at helliggøre menneskene«.³³ Lige så vigtigt for fællesskabs-aspektet er arbejdet for dannelse af forskellige slags sammenslutninger, enten af mere traditionel art eller de nyere kirkelige bevægelser, der vedbliver med at give Kirken en vitalitet, som er Guds gave og et virkeligt »Åndens forår«. Selvfølgelig må foreninger og bevægelser arbejde i fuld harmoni inden for både den universelle kirke og delkirkerne og i lydighed mod hyrdernes officielle direktiver. Men Apostlens strenge og bestemte advarsel henvender sig til alle: »Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast ved det gode« (1 Tess 5,19-21).