52. Det er klart, at alt dette må realiseres på en speciel kristen måde: især lægfolk må være til stede på disse områ-der for at udføre den opgave, der følger af deres kald som lægfolk, uden nogen sinde at give efter for fristelsen til at gøre kristne fællesskaber til slet og ret socialkontorer. Især bør Kirkens forhold til det borgerlige samfund indret-tes sådan, at alle respekterer dets kompetenceområder i overensstemmelse med Kirkens sociallære. Vel kendte er Kirkens læremyndigheds anstrengelser, især i det tyvende århundrede, for at tolke sociale realiteter i evangeliets lys og til på belejlig og systematisk måde tilbyde sit bidrag til løsning af det sociale spørgsmål, der nu har antaget globale dimensioner. Det etiske og sociale aspekt af spørgsmålet er et afgørende element af det kristne vidnesbyrd; vi må afvise fristelsen til at tilbyde en privatiseret og individualistisk spiritualitet, som stemmer dårligt overens med næstekærlighedens krav, for slet ikke at tale om, hvad menneskevordelsen indebærer, og i sidste instans kristendommens eskatologiske forventning. Mens denne forventning gør os bevidste om historiens relative beskaffenhed, medfører den på ingen måde, at vi giver afkald på at »bygge« historie. Her er Det andet Vatikankoncils lære mere aktuel end nogen sinde: »Det kristne budskab hverken vender menneskene bort fra opgaven med at opbygge denne verden eller tilskynder til at negligere medmenneskers velfærd, men forpligter dem snarere så meget desto mere til at udføre netop disse opgaver«.³⁶