Et praktisk tegn
53. For at give et tegn
på denne forpligtelse til næstekærlighed og menneskelig
støtte, rodfæstet i evangeliets mest grundlæggende krav, har
jeg besluttet, at jubelåret foruden den store høst af
næstekærlighed, som det allerede har givet - her tænker jeg
især på den hjælp, der er givet til så mange af vore
fattigere brødre og søstre, for at de kunne blive i stand til at
deltage i jubilæet - skulle efterlade et fond, der på en måde
skulle være frugten
af og seglet på den kærlighed, der er udløst af
jubilæet. Mange
pilgrimme har givet en gave, og mange ledere inden for den finan-sielle sektor
har sluttet sig til ved at give generøs hjælp, som har hjulpet til
at sikre en passende fejring af jubilæet. Når udgifterne for dette
år er dækkede, vil de penge, der er sparet, blive givet til
godgørende formål. Det er vigtigt, at en sådan stor
religiøs begivenhed skal være komplet adskilt fra noget, der
ligner økonomisk vinding. Alt, hvad der bliver tilovers af penge, vil
blive brugt til at fortsætte den erfaring, der har gentaget sig så
ofte siden Kirkens første begyndelse, da menigheden i Jerusalem gav
ikke-kristne det bevægende syn af en spontan udveksling af ga-ver, lige
til at have alt til fælles, for de fattiges skyld (jf. ApG 2,44-45). Det
fond, der skal oprettes, vil kun blive en lille strøm, der flyder ind i
den store kristne barmhjertighedsflod, som løber gennem historien. En
lille, men betydningsfuld strøm: fordi verden på grund af jubilæet
har set hen til Rom, den kirke, »som fører forsædet i
kærlighed«37
, og har bragt
sine gaver til Peter. Nu vil den kærlighed, som er lagt for dagen ved
katolicismens centrum, på en måde flyde tilbage til verden, gennem
dette tegn, som er tænkt at skulle være en blivende arv og et
blivende minde om det fællesskab, der blev erfaret under jubilæet.
|