Et praktisk tegn

53. For at give et tegn på denne forpligtelse til næstekærlighed og menneskelig støtte, rodfæstet i evangeliets mest grundlæggende krav, har jeg besluttet, at jubelåret foruden den store høst af næstekærlighed, som det allerede har givet - her tænker jeg især på den hjælp, der er givet til så mange af vore fattigere brødre og søstre, for at de kunne blive i stand til at deltage i jubilæet - skulle efterlade et fond, der på en måde skulle være frugten af og seglet på den kærlighed, der er udløst af jubilæet. Mange pilgrimme har givet en gave, og mange ledere inden for den finan-sielle sektor har sluttet sig til ved at give generøs hjælp, som har hjulpet til at sikre en passende fejring af jubilæet. Når udgifterne for dette år er dækkede, vil de penge, der er sparet, blive givet til godgørende formål. Det er vigtigt, at en sådan stor religiøs begivenhed skal være komplet adskilt fra noget, der ligner økonomisk vinding. Alt, hvad der bliver tilovers af penge, vil blive brugt til at fortsætte den erfaring, der har gentaget sig så ofte siden Kirkens første begyndelse, da menigheden i Jerusalem gav ikke-kristne det bevægende syn af en spontan udveksling af ga-ver, lige til at have alt til fælles, for de fattiges skyld (jf. ApG 2,44-45). Det fond, der skal oprettes, vil kun blive en lille strøm, der flyder ind i den store kristne barmhjertighedsflod, som løber gennem historien. En lille, men betydningsfuld strøm: fordi verden på grund af jubilæet har set hen til Rom, den kirke, »som fører forsædet i kærlighed«³⁷ , og har bragt sine gaver til Peter. Nu vil den kærlighed, som er lagt for dagen ved katolicismens centrum, på en måde flyde tilbage til verden, gennem dette tegn, som er tænkt at skulle være en blivende arv og et blivende minde om det fællesskab, der blev erfaret under jubilæet.