59. Kære brødre og søstre! Den hellige
dørs symbol lukkes nu bag os, men kun for at lade den levende
dør, som er Kristus, være
endnu mere åben. Efter jubilæets begejstring er det ikke en kedelig
hverdagsagtig rutine, vi vender tilbage
til. Tværtimod, hvis vor pilgrimsvandring har været ægte, vil
den ligesom have trænet vore ben til vejen, der stadig ligger foran os. Vi er nødt til at efterligne
apostlen Paulus' nidkærhed, når han siger: Jeg »strækker mig
frem mod det, der ligger forude,
stræber mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os
til i Kristus Jesus« (Fil 3,13-14). I
forening må vi alle efterligne Marias betragtning, for da hun var vendt
hjem til Nazaret fra sin pil-grimsfærd
til Jerusalem, bevarede hun sin søns hemmelighed i sit hjerte
(jf. Luk 2,51). Den opstandne Jesus
ledsager os på vor vej og gør os i stand til at genkende ham, som
disciplene fra Emmaus gjor-de,
»da han brød
brødet« (Luk 24,35). Måtte han finde os årvågne, rede
til at genkende hans ansigt og løbe til vore brødre og søstre med det glade budskab: »Vi har set
Herren!« (Joh 20,25). Dette vil
være det så meget ønskede resultat af jubilæet
år 2000, det jubilæum, som endnu engang har stillet Jesu af Nazarets, Guds Søns og menneskets
Forløsers mysterium levende for øjnene af os. Når Jubilæet nu går til
ende og viser os en fremtid fuld af håb, måtte da hele Kirkens
lovprisning og taksigelse hæ-ve
sig til Faderen, gennem Sønnen, i Helligånden. Med dette sender jeg jer alle min
hjerteligste velsignelse. Fra
Vatikanet, 6. januar, festen for Herrens åbenbarelse, i året 2001,
det treogtyvende af mit pontificat.
|