59. Kære brødre og søstre! Den hellige dørs symbol lukkes nu bag os, men kun for at lade den levende dør, som er  Kristus, være endnu mere åben. Efter jubilæets begejstring er det ikke en kedelig hverdagsagtig rutine, vi vender  tilbage til. Tværtimod, hvis vor pilgrimsvandring har været ægte, vil den ligesom have trænet vore ben til vejen, der  stadig ligger foran os. Vi er nødt til at efterligne apostlen Paulus' nidkærhed, når han siger: Jeg »strækker mig frem  mod det, der ligger forude, stræber mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus«  (Fil 3,13-14). I forening må vi alle efterligne Marias betragtning, for da hun var vendt hjem til Nazaret fra sin pil-grimsfærd  til Jerusalem, bevarede hun sin søns hemmelighed i sit hjerte (jf. Luk 2,51).  Den opstandne Jesus ledsager os på vor vej og gør os i stand til at genkende ham, som disciplene fra Emmaus gjor-de,

»da han brød brødet« (Luk 24,35). Måtte han finde os årvågne, rede til at genkende hans ansigt og løbe til vore  brødre og søstre med det glade budskab: »Vi har set Herren!« (Joh 20,25).  Dette vil være det så meget ønskede resultat af jubilæet år 2000, det jubilæum, som endnu engang har stillet Jesu af  Nazarets, Guds Søns og menneskets Forløsers mysterium levende for øjnene af os.  Når Jubilæet nu går til ende og viser os en fremtid fuld af håb, måtte da hele Kirkens lovprisning og taksigelse hæ-ve  sig til Faderen, gennem Sønnen, i Helligånden.  Med dette sender jeg jer alle min hjerteligste velsignelse.  Fra Vatikanet, 6. januar, festen for Herrens åbenbarelse, i året 2001, det treogtyvende af mit pontificat.