Chapter, Paragraph, Number
1 Indl, 0,5 | filosofiske skoler. Når fornuften engang er i stand til at
2 1, 1,13 | personen. I den handling vil fornuften og viljen vise deres åndelige
3 1, 1,13 | den sandhed.~For at hjælpe fornuften i dens bestræbelse for at
4 1, 1,13 | ved at gøre det muligt for fornuften også at foretage selvstændige
5 1, 1,13 | Alligevel tilskynder disse også fornuften til at se ud over deres
6 1, 1,14 | Mellem disse to poler har fornuften sit eget område, hvor den
7 1, 1,14 | tilskynder den uophørligt fornuften til at udvide omfanget af
8 2, 1,16 | den viden, der skænkes ved fornuften, er; og det er i visdoms-litteraturen,
9 2, 1,18 | til at åbne den vej for fornuften, der fører til mysteriet.
10 2, 1,18 | forsøgte at nå ved hjælp af fornuften. På basis af denne dybere
11 2, 1,18 | det udvalgte folk, at hvis fornuften skal være fuldstændig tro
12 2, 1,18 | Den første af disse er, at fornuften må indse, at menneskelig
13 2, 1,18 | kærlighed i ledelsen af verden, fornuften må anerkende.~Ved at fravige
14 2, 1,20 | Set i dette lys værdsættes fornuften uden at blive overvurderet.
15 2, 1,20 | Testamente befrier troen fornuften, for så vidt som den tillader
16 2, 1,20 | så vidt som den tillader fornuften at opnå nøjagtigt, hvad
17 2, 1,20 | til sandheden ved hjælp af fornuften, fordi de oplyst af troen
18 2, 2,22 | skabningerne vækker Gud i fornuften en fornemmelse af hans "
19 2, 2,22 | tilvejebringes af sanserne, kan fornuften nå den årsag, der ligger
20 2, 2,22 | oprindelige skabelses-plan, at fornuften uden vanskelighed skulle
21 2, 2,22 | oprindelige ulydighed, der skadede fornuften således, at fra da af ville
22 2, 2,22 | i stand til at se klart, fornuften blev mere og mere en fange
23 2, 2,22 | begivenhed, som forløste fornuften fra dens svaghed, frigjorde
24 2, 2,23 | mysterium valgt netop det, som fornuften betragter som "tåbelighed"
25 2, 2,23 | sprog i deres tanker om Gud. Fornuften kan ikke eliminere det kærlighedens
26 2, 2,23 | repræsenterer, mens korset kan give fornuften det endelige svar, som den
27 2, 2,23 | hvor stort er udbyttet for fornuften, hvis den giver efter for
28 3, 1,26 | der synes uforklarlige for fornuften, er tilstrækkelig garanti
29 3, 2,33 | Man må ikke glemme, at fornuften i al dens søgen også har
30 4, 1,41 | opgave at vise, hvordan fornuften, befriet fra ydre begrænsninger,
31 4, 1,41 | for det transcendente. Når fornuften var renset og rigtig afstemt,
32 4, 1,42 | søgen, der passer sig for fornuften. Fornuften opfordres nemlig
33 4, 1,42 | passer sig for fornuften. Fornuften opfordres nemlig ikke til
34 4, 1,42 | sandhed ansporer derfor fornuften til altid at gå videre;
35 4, 1,42 | det er faktisk, som om fornuften er overvældet af at se,
36 4, 1,42 | imidlertid på dette punkt, at fornuften kan lære, hvor dens vej
37 4, 1,42 | højdepunktet af sin søgen erkender fornuften, at den ikke kan klare sig
38 4, 2,43 | Troen frygter derfor ikke fornuften, men søger den og har tillid
39 4, 2,43 | bygger troen på og udvikler fornuften til fuldkommenhed. Oplyst
40 4, 2,43 | Oplyst af troen frigøres fornuften fra den skrøbelighed og
41 4, 3,45 | mistillid med hensyn til fornuften selv. I en både skeptisk
42 4, 3,46 | strukturer, som kunne fattes af fornuften. Modsat denne form for tænkning
43 4, 3,48 | åbenbaringen skænker, kommer fornuften på afveje, hvad der udsætter
44 4, 3,48 | sit afgørende mål. Berøvet fornuften lægger troen vægt på følelse
45 5, 1,49 | rod i den kendsgerning, at fornuften ifølge sin natur er orienteret
46 5, 1,50 | ratio, det vil sige for fornuften som med rette overvejer,
47 5, 1,53 | viden: "Selv om troen er fornuften overlegen, kan der aldrig
48 5, 1,55 | dybtliggende mistillid til fornuften, som er dukket op i de nyeste
49 5, 1,55(72)| side erklærede koncilet, at fornuften aldrig er "i stand til at
50 5, 1,56 | Det er tro, der tilskynder fornuften til at bevæge sig ud over
51 5, 2,61 | første er der den mistro til fornuften, der findes i megen moderne
52 6, 1,66 | guddommelig åbenbaring. Desuden må fornuften være i stand til klart at
53 6, 1,67 | visse sandheder frem, som fornuften fra sin egen uafhængige
54 6, 1,67 | Guds gave, ikke bygger på fornuften, kan den bestemt ikke undvære
55 6, 1,73 | forståelse af det. Det er som om fornuften, idet den bevæger sig mellem
56 6, 1,73 | I stedet for tilskyndes fornuften til at udforske veje, som
57 6, 1,73 | beriger filosofien, fordi fornuften opdager nye og uventede
58 6, 1,76 | betydning, at troen lutrer fornuften. Som en teologisk dyd befrier
59 6, 1,76 | teologisk dyd befrier troen fornuften for indbildskhed, den typiske
60 6, 1,76 | ville være blevet opdaget af fornuften alene, skønt de i sig selv
61 6, 1,76 | ikke er utilgængelige for fornuften. Blandt disse sandheder
62 6, 1,76 | er opgaver, der udfordrer fornuften til at erkende, at der er
63 6, 1,78 | reflekteren, der passer sig for fornuften.~ ~
64 6, 1,79 | legitime autonomi. Alligevel må fornuften i bevidstheden om, at den
65 7, 1,80 | dens yderste grænser, når fornuften opfordres til at tilegne
66 7, 1,81 | alvorlig fare for at reducere fornuften til kun at have underordnede
67 7, 1,84 | gå videre for at se, om fornuften kan opdage dens beskaffenhed.
68 7, 1,84 | så fornedrer de ikke blot fornuften, men diskvalificerer derved
69 7, 1,86 | sandhed og uddanner ikke fornuften - hverken teologisk eller
70 Afsl, 0,101| videnskab, har bestemt udfordret fornuften til at vedblive med at være
71 Afsl, 0,101| yderligere betydninger, som fornuften opfordres til at gennemskue.~
|