Chapter, Paragraph, Number

  1 Indl,  0,1   |          mere kender det sig selv i sin eneståenhed, samtidigt med
  2 Indl,  0,2   | menneskelivet, har Kirken foretaget sin pilgrimsvandring langs verdens
  3 Indl,  0,2(1)|           muligt, for at den - i al sin frelsende magt, sin glans
  4 Indl,  0,2(1)|            i al sin frelsende magt, sin glans og enkle dybsindighed
  5 Indl,  0,3   |             Østen. Ethvert folk har sin egen medfødte og skabende
  6 Indl,  0,4   |          bedre og gøre fremskridt i sin egen selv-realisering. Disse
  7 Indl,  0,4   |           forsøger på at fremstille sin egen delvise og ufuldkomne
  8 Indl,  0,6   |                   6. Kirken kan for sin del ikke undlade at se den
  9 Indl,  0,6   |          til at genfinde og udvikle sin egen hele værdighed.~Der
 10 Indl,  0,6   |             livet værd at leve. Med sin bestandige opfordring til
 11 1,  0,7      |  overbringer af et budskab, som har sin oprindelse i Gud selv (sml.
 12 1,  0,7      |        tilbyder mennesket, har ikke sin oprindelse i nogen af dens
 13 1,  0,7      |        åbenbaret: "Gud besluttede i sin godhed og visdom at åbenbare
 14 1,  0,7      |             sig selv og kundgøre os sin viljes hemmelighed" (Ef
 15 1,  0,9      |       historie og definitivt gennem sin Søn, Jesus Kristus (sml.
 16 1,  0,10     |             Kol 1,16; 1 Tim 1,17) i sin overstrømmende kærlighed
 17 1,  0,11     |          har han talt til os gennem sin Søn (Hebr 1,1-2). For han
 18 1,  0,11     |         Hebr 1,1-2). For han sendte sin Søn, det evige Ord, som
 19 1,  0,11     |           og mirakler, men især ved sin død og vidunderlige opstandelse
 20 1,  0,12     |          Faderen, fordi Kristus ved sin død og sin opstandelse har
 21 1,  0,12     |        fordi Kristus ved sin død og sin opstandelse har skænket
 22 1,  1,13     |      forudsætter, at Gud erkendes i sin guddommelighed, transcendens
 23 1,  1,13     | transcendens og højeste frihed. Ved sin absolutte transcendens'
 24 1,  1,13     |              idet han virker gennem sin Ånd; alligevel er det, som
 25 1,  1,14     |           til at udvide omfanget af sin viden, indtil den fornemmer,
 26 1,  1,14     |      filosofi og teologi: Anselm. I sin Proslogion udtrykker ærkebiskoppen
 27 2,  1,16     |            vægt på visdom og bruger sin indsigt, når han taler,
 28 2,  1,18     |        tåben hverken bringe orden i sin forstand (sml. Ordsp 1,7)
 29 2,  1,19     |           græsk filosofis tanke til sin egen, erklærer han, at ved
 30 2,  1,20     |           kan et menneske så forstå sin vej?" (Ordsp 20,24). For
 31 2,  2,21     |           Ved at overveje dette som sin situation opdagede detbibelske
 32 2,  2,23     |          nægter at se muligheden af sin styrke i sin egen svaghed,
 33 2,  2,23     |          muligheden af sin styrke i sin egen svaghed, og dog tøver
 34 2,  2,23     |             har Gud for at åbenbare sin frelsende plans mysterium
 35 2,  2,23     |    forargelse". Ved at gøre brug af sin tids filosoffers sprog,
 36 2,  2,23     |          Paulus til højdepunktet af sin lære, ved at udtrykke paradokset: "
 37 3,  1,24     |             Han fortsætter derefter sin tale således: "Fra ét menneske
 38 3,  1,24     |    filosofien gjort denne søgen til sin egen, har med sine specifikke
 39 3,  1,25     |             at blive respekteret på sin egen vei søgen efter sandheden,
 40 3,  2,33     |        ønske og længsel, kan nå til sin opfyldelse.~ ~
 41 3,  2,34     |      menneskevordne Ord, som i hele sin person30 åbenbarer Faderen (
 42 3,  2,34(29) |        benytter et lignende sprog i sin lære: 'Hvis en metodologisk
 43 3,  2,34(29) |           36). Galilei fornemmede i sin videnskabelige forskning
 44 3,  2,34     |           ham, og som derfor finder sin opfyldelse i ham (sml. Kol
 45 4,  1,36     |          fandt Paulus det klogere i sin tale at knytte til filosoffernes
 46 4,  1,38     |             Justin. Skønt han efter sin omvendelse vedblev med at
 47 4,  1,40     |        kendt i Vesten. Bestyrket af sin personlige historie og støttet
 48 4,  1,41     |            mål, som det på grund af sin beskaffenhed ubevidst stilede
 49 4,  1,42     |  overnaturlig visdom forstår sig på sin egne resultater..., hvem
 50 4,  1,42     |              og ved højdepunktet af sin søgen erkender fornuften,
 51 4,  2,43     |            dialog han påtog sig med sin tids arabiske og jødiske
 52 4,  2,43     |            den løsning, som han med sin profetiske intuitions hele
 53 4,  2,44     |       visdom. Fra de første sider i sin Summa Theologiae, 48 var
 54 4,  2,44     |             og formulerer til sidst sin rette mening på grundlag
 55 4,  2,44     |          Thomas af Aquin upartisk i sin kærlighed til sandhed. Han
 56 4,  3,47     |           arbejde, og endnu mere af sin forstands arbejde og sin
 57 4,  3,47     |            sin forstands arbejde og sin viljes beslutninger. Alt
 58 5,  1,49     |            49. Læreembedet har ikke sin egen filosofi, og det godkender
 59 5,  1,49     |      autonomi, som filosofien ejer, sin rod i den kendsgerning,
 60 5,  1,49     |   kendsgerning, at fornuften ifølge sin natur er orienteret mod
 61 5,  1,49     |             er bevidst om dette som sin "konstituerende status",
 62 5,  1,52     |          har grebet ind ved at gøre sin mening kendt med hensyn
 63 5,  1,54     |           ikke glemmes. 67~Senere i sin rundskrivelse Humani Generis
 64 5,  1,54     |         sandheder".69~For at udføre sin særlige opgave i pavens
 65 5,  1,55     |       derimod "den øverste norm for sin tro"75 i den enhed, som
 66 5,  1,56     |          lyset af denro, der finder sin højeste mening i Jesus Kristus,
 67 5,  1,56     |         årtusind, der nu nærmer sig sin afslutning, at dette er
 68 5,  2,57     |     henseende tog pave Leo XIII med sin rundskrivelse Aeterni Patris
 69 5,  2,57     |          rettigheder og hver af dem sin særlige værdighed".79~ ~
 70 5,  2,60     |             andet Vatikankoncil for sin del tilbyder en rig og frugtbar
 71 5,  2,62     |          femte Laterankoncil87, har sin oprindelse i den erfaring,
 72 6,  1,65     |           andet søger teologien ved sin spekulative virken at leve
 73 6,  1,65     |       udtryk, som Kirken benytter i sin tænkning og udvikling af
 74 6,  1,65     |            tænkning og udvikling af sin belæring, men også til virkeligt
 75 6,  1,66     |            Kirkens lære"89 besidder sin egen forståelighed, og den
 76 6,  1,66     |            Dogmatisk teologi må for sin del være i stand til tydeligt
 77 6,  1,67     |                             67. Med sin særlige karakter af det
 78 6,  1,67     |             frem, som fornuften fra sin egen uafhængige undersøgelse
 79 6,  1,70     |            to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han
 80 6,  1,72     |      arbejde med at skelne, som får sin inspiration fra Koncilets
 81 6,  1,72     |             hvad den har opnået ved sin inkulturation i den græsk-latinske
 82 6,  1,72     |     tradition bør forblive lukket i sin forskellighed og bekræfte
 83 6,  1,73     |           troendes fornuft benytter sin tankes evner i den søgen
 84 6,  1,76     |          konklusion bibeholder hele sin gyldighed, trods den skuffende
 85 6,  1,77     |            og kræver teologien i al sin forskning en fornuft, der
 86 6,  1,79     |            og enestående værdi, for sin del aldrig miste sin evne
 87 6,  1,79     |            for sin del aldrig miste sin evne til at spørge og til
 88 7,  1,81     |           hvor den er lukket inde i sin egen immanens' begrænsninger
 89 7,  1,81     |       fremmest brug for at genvinde sin visdoms-dimension som en
 90 7,  1,81     |         være i overensstemmelse med sin rette natur. Ved at gøre
 91 7,  1,81     |     forskning, men vil også indtage sin plads som den ultimative
 92 7,  1,81     |         blot være dårligt egnet til sin opgave, men være usand.~ ~
 93 7,  1,82     |            om selve Kristi væren. I sin søgen efter at forstå og
 94 7,  1,83     |         endeligt og grundlæggende i sin søgen efter sandhed. Dette
 95 7,  1,85     |       Kirkens levende tradition som sin oprindelige kilde, 104 men
 96 7,  1,85     |          filosofi, som ved hjælp af sin autentiske visdom kan overskride
 97 7,  2,93     |        sandhedens Ånd for at stifte sin kirke og få den til at vokse.
 98 7,  2,96     |           har givet sig i lag med i sin rundskrivelse Humani Generis. 112~
 99 7,  2,98     |            betragtes ikke længere i sin oprindelige virkelighed
100 7,  2,98     |             enkelt konfronteres med sin egen sandhed, der er forskellig
101 7,  2,98     |             Guds ord. For at udføre sin opgave må moralteologien
102 Afsl,  0,101 |       rigdom. For på grund af selve sin natur, støttes teologien
103 Afsl,  0,101 |          natur, støttes teologien i sin søgen efter sandhed af sin
104 Afsl,  0,101 |          sin søgen efter sandhed af sin ekklesiale kontekst123 og
105 Afsl,  0,105 |          når han i indledningen til sin Itenarium Mentis in Deum
106 Afsl,  0,106 |   menneskeheden skylder så meget af sin nuværende udvikling, vil
107 Afsl,  0,107 |    mennesket, som Kristus frelste i sin kærligheds mysterium, mennesket
108 Afsl,  0,108 |            den kvinde, som Kirken i sin bøn påkalder som Visdommens
109 Afsl,  0,108 |           ord ikke mistede noget af sin sande menneskelighed og