Kapitel
4
Forholdet
mellem tro og fornuft
Vigtige
momenter i mødet mellem tro og fornuft
36.
Apostlenes Gerninger vidner om, at den kristne forkyndelse lige fra begyndelsen
af var optaget af tidens filosofiske retninger. Vi læser, at Paulus i
Athen diskuterede med "en del epikuræiske og stoiske filosoffer"
(ApG 17,18); og en eksegetisk analyse af hans tale på Areopagos
røber hyppige hentydninger til populære anskuelser, der for
største delens vedkommende stammede fra stoicismen. Dette er på ingen måde
tilfældigt. Hvis hedninger skulle forstå dem, kunne de
første kristne i deres tale ikke nøjes med at henvise til
"Moses og profeterne". De måtte pege både på den
naturlige viden om Gud og på samvittighedens stemme hos ethvert menneske
(sml. Rom 1,19-21; 2,14-15; ApG 14,16-17). Da denne naturlige viden i de
hedenske religioner var gledet over i afgudsdyrkelse (sml. Rom 1,21-32), fandt
Paulus det klogere i sin tale at knytte til filosoffernes tænkning, som
altid havde været i opposition til myternes og mysterie-religionernes
opfattelser og havde mere respekt for den guddommelige transcendens.
En af den
klassiske filosofis vigtigste opgaver var at rense menneskelige forestillinger
om Gud for mytologiske elementer. Vi ved, at græsk religion, ligesom de
fleste kosmiske religioner, var polyteistisk, endda i en sådan grad,
så den guddommeliggjorde naturlige ting og fænomener. Menneskelige
forsøg på at forstå gudernes oprindelse og følgelig
universets oprindelse finder deres første udtryk i poesi; og teogonierne
vedbliver med at være det første vidnesbyrd om denne menneskets søgen.
Men det var filosofiens fædres opgave at bringe forbindelsen mellem
fornuft og religion for dagen. Da de udvidede deres opfattelse til at
indbefatte universelle principper, lod de sig ikke længere nøje
med de gamle myter, men ønskede at give et rationelt grundlag for deres
tro på det guddommelige. Dette åbnede en vej, der udsprang af gamle
traditioner, men tillod en udvikling, der tilfredsstillede en universel
fornufts krav. Denne udvikling søgte at opnå en kritisk viden om,
hvad de troede på, og begrebet guddommelighed var det første
positive resultat heraf. Overtro blev erkendt for, hvad den var, og religionen
blev i det mindste til dels renset ved rationel analyse. Det var på dette
grundlag, at kirkefædrene kom i frugtbar dialog med den antikke filosofi,
hvad der gav nye metoder til at forkynde og forstå Jesu Kristi Gud.
|