41.
De måder, hvorpå Østens og Vestens fædre inddrog de
filosofiske skoler, var derfor helt forskellige. Dette betyder ikke, at de
identificerede indholdet af deres budskab med de systemer, de henviste til.
Overvej Tertullians spørgsmål: "Hvad har Athen til
fælles med Jerusalem? Akademiet
med Kirken?". 40 Dette viser den kritiske bevidsthed, hvormed
kristne tænkere fra begyndelsen af mødte problemet, forholdet
mellem tro og filosofi, idet de betragtede det i dets helhed med både
dets positive aspekter og dets begrænsninger. De var ikke naive tænkere. Netop fordi de intenst levede troens
indhold, var de i stand til at nå de dybeste former for spekulation. Det er derfor minimaliserende og
misforstået at begrænse deres arbejde til simpelt hen en
transponering af troens sandheder til filosofiske kategorier. De gjorde meget mere. Faktisk lykkedes det
dem at få frem alt, hvad der forblev underforstået og
foreløbigt i antikkens store filosoffers tænkning. 41 Som
jeg har bemærket, var det deres opgave at vise, hvordan fornuften,
befriet fra ydre begrænsninger, kunne finde vej ud af mytens blinde gyde
og på en bedre måde åbne sig for det transcendente. Når
fornuften var renset og rigtig afstemt, kunne den avancere til højere
tankeniveauer og give et solidt grundlag for opfattelsen af væren, af det
transcendente og af det absolutte.
Det er her, vi
ser det originale i det, som kirkefædrene udrettede. De tog med
glæde imod den fornuft, der var åben for det absolutte, og de
gennemsyrede den med de værdier, der stammede fra åbenbaringen. Dette var mere end et møde mellem
kulturer, hvor den ene kultur måske ligger under for den andens
tiltrækningskraft. Det foregik derimod i menneskesjæles inderste,
og det var et møde mellem skabning og Skaber. Idet det overskred det
mål, som det på grund af sin beskaffenhed ubevidst stilede imod,
opnåede det det største gode og den højeste sandhed i det
menneskevordne Ords person. Stillet over for de forskellige filosofier var
kirkefædrene ikke bange for at erkende hvilke elementer i dem, der var i
overensstemmelse med åbenbaringen, og hvilke, der ikke var det. Erkendelsen
af de overensstemmende punkter gjorde dem ikke blinde for de divergerende
punkter.
|