42. I den skolastiske teologi bliver den filosofisk trænede fornufts rolle endnu mere iøjnefaldende under påvirkning af Anselms fortolkning af intellectus fidei. For den hellige ærkebiskop af Canterbury konkurrerer troens fortrinsret ikke med den søgen, der passer sig for fornuften. Fornuften opfordres nemlig ikke til at fælde dom over troens indhold, hvad den ville være ude af stand til, fordi det ikke er dens funktion. Det er derimod dens funktion at finde mening, at opdage forklaringer, som vil gøre det muligt for alle og enhver at nå til en vis forståelse af tro. Anselm understreger den kendsgerning, at forstanden må søge det, den elsker: jo mere den elsker, jo mere ønsker den at vide. Enhver, som lever for sandheden, griber efter en form for viden, der er mere og mere opflammet af kærlighed til, hvad man ved, samtidigt med at man må indrømme, at man endnu ikke har opnået, hvad man ønsker. "Jeg blev skabt til at se dig; og jeg mangler endnu at nå det, som jeg blev skabt til (Ad te videndum factus sum; et nondum feci proper quod factus sum). ⁴² Længslen efter sandhed ansporer derfor fornuften til altid at gå videre; det er faktisk, som om fornuften er overvældet af at se, at den altid kan gå ud over, hvad den allerede har opnået. Det er imidlertid på dette punkt, at fornuften kan lære, hvor dens vej vil føre hen til sidst. "Jeg tror, at alle, der opdager noget ubegribeligt, burde være tilfreds med det, hvis de når til en ganske sikker opfattelse af dets realitet, også selv om deres forstand ikke kan gennemskue dets måde at være på... Men er der noget som helst så ubegribeligt og ubeskriveligt som det, som er over alle ting? Derfor, hvis det, som hidtil harværet genstand for debat med hensyn til den højeste væren, er blevet fastslået på basis af tilbørligt ræsonnement, så rystes grundlaget for ens vished ikke det mindste, hvis forstanden ikke kan gennemskue det på en måde, der giver mulighed for en klar formulering. Hvis tidligere tænkning har sluttet rationelt, at man ikke kan fatte (rationabiliter comprehendit incomprehensibile esse), hvordan overnaturlig visdom forstår sig på sin egne resultater..., hvem vil så forklare, hvordan den samme visdom, som mennesket ikke kan vide noget eller næsten intet om, kan kendes og udtrykkes?". ⁴³

Den fundamentale overensstemmelse mellem troens viden og filosofiens viden er endnu engang bekræftet. Troen kræver, at dens objekt forstås ved hjælp af fornuft, og ved højdepunktet af sin søgen erkender fornuften, at den ikke kan klare sig uden det, som troen skænker.