Thomas af
Aquins tænknings vedvarende originalitet
43.
En særlig plads i denne lange udvikling tilkommer Thomas af Aquin, ikke
blot på grund af hans lære, men også på grund af den
dialog han påtog sig med sin tids arabiske og jødiske
tænkning. I en tid, hvor kristne tænkere genopdagede antikkens
filosofis skatte, og mere specielt Aristoteles', gjorde Thomas sig især
fortjent ved at give hæderspladsen til den overensstemmelse, der
eksisterer mellem tro og fornuft. Både fornuftens lys og troens lys
kommer fra Gud, hævdede han; derfor kan der ikke være nogen
uoverensstemmelse mellem dem. 44
Mere radikalt
erkendte Thomas, at naturen, filosofiens rette anliggende, kunne bidrage til
forståelsen af den guddommelige åbenbaring. Troen frygter derfor
ikke fornuften, men søger den og har tillid til den. Ganske ligesom
nåden bygger på naturen og fuldender den, 45 således
bygger troen på og udvikler fornuften til fuldkommenhed. Oplyst af troen
frigøres fornuften fra den skrøbelighed og de
begrænsninger, der stammer fra ulydighedens synd, og finder den
nødvendige styrke til at nå frem til kundskaben om Den treenige
Gud. Skønt han gjorde meget ud af troens overnaturlige beskaffenhed,
overså Thomas af Aquin, der undertiden kaldes for Doctor Angelicus, ikke
betydningen af den rationale dimension i den; faktisk var han i stand til at
lodde dens dybder og forklare betydningen af det fornuftige i den. Tro er i en
vis forstand "tankeøvelse"; og den menneskelige fornuft bliver
hverken ophævet eller forringet ved at godkende troens indhold, som i
alle tilfælde nås ved hjælp af et frit og informeret valg. 46
Det er derfor, at
Kirken med rette konstant præsenterer Thomas af Aquin som en tankens
mester og et mønster for den rette måde at drive teologi på.
I denne forbindelse vil jeg minde om, hvad min forgænger, Guds tjener
Paul VI, skrev i anledning af Doctor Angelicus' 700 års dødsdag. "Uden
tvivl ejede Thomas i højeste grad sandhedens mod, en åndens frihed
til at møde nye problemer og den intellektuelle redelighed, som de har,
der hverken tillader kristendommen at blive besmittet af verdslig filosofi
eller af en forudindtaget afvisning af den. Han er derfor indgået i
kristen tænknings historie som en pioner for den nye filosofiske vej og
universelle kultur. Nøglepunktet og næsten kernen i den
løsning, som han med sin profetiske intuitions hele åndfuldhed gav
troens og fornuftens nye møde, var en forsoning mellem verdens
timelighed og evangeliets radikalitet, idet han således undgik den
unaturlige tilbøjelighed til at fornægte verden og dens
værdier, mens han samtidig holdt fast ved den overnaturlige ordens
ophøjede og ubønhørlige krav".47
|