46.
Det mest indflydelsesrige af
disse standpunkter er velkendt og meget fremtrædende især i Vestens
historie. Det er ikke nogen overdrivelse at fastslå, at udviklingen af en
stor del af moderne filosofi har fundet sted ved at fjerne sig længere og
længere væk fra den kristne åbenbaring i en sådan grad,
at den har bragt sig klart i opposition til den. Denne proces nåede sit
højdepunkt i forrige århundrede. Nogle repræsentanter for
idealismen forsøgte på forskellige måder at forvandle troen
og dens indhold, selv Jesu døds og opstandelses mysterium, til
dialektiske strukturer, som kunne fattes af fornuften. Modsat denne form for
tænkning var forskellige former af ateistisk humanisme, udtrykt med
filosofiske vendinger, som betragtede tro som fremmedgørende, lige
så ødelæggende for udviklingen af en fuld rationalitet. De
tøvede ikke med at fremstille sig selv som nye religioner, der tjente
som et grundlag for projekter, som på det politiske og sociale plan førte
til totalitære systemer, der har været katastrofale for
menneskeheden.
På den
videnskabelige forsknings område fik en positivistisk mentalitet
fodfæste. Den opgav ikke blot det kristne syn på verden, men
især afviste den enhver interesse for et metafysisk eller etisk syn. Heraf
følger, at visse forskere, fordi de mangler ethvert etisk
referencepunkt, risikerer at sætte noget andet end mennesket og
menneskets liv i dets helhed i centrum for deres anliggender. Endvidere synes
nogle af dem, idet de fornemmer det teknologiske fremskridts chancer, at
bøje sig ikke blot for en markedsbaseret logik, men også for
fristelsen til en pseudo-guddommelig magt over naturen og endda over mennesket.
Som et resultat
af rationalismens krise er det, der til slut er dukket frem, nihilisme. Som en
intethedens filosofi har den en vis tiltrækning for vor tids mennesker. Dens
tilhængere hævder, at søgen er et mål i sig selv uden
noget håb om eller mulighed for nogensinde at nå sandhedens
mål. I den nihilistiske tolkning er livet ikke andet end en anledning til
følelser og erfaringer, hvori det forbigående har
hæderspladsen. Nihilisme ligger til grund for den vidt udbredte
mentalitet, som hævder, at man ikke længere skal påtage sig
en definitiv forpligtelse, fordi alt er flydende og foreløbigt.
|