48. Denne hurtige oversigt over filosofihistorien afslører altså en voksende adskillelse mellem tro og filosofisk fornuft. Alligevel viser en nøjere undersøgelse, at selv i den filosofiske tænken hos dem, der hjalp til med at fjerne tro og fornuft mere fra hinanden, findes der undertiden kundskaber, der er værdifulde, og som rummer kimen til en senere udvikling, kundskaber, der, hvis de videreføres og udvikles med forstand og hjerte, og hvis de bliver rigtigt orienteret, kan føre til opdagelsen af sandhedens vej. Sådanne kundskaber findes for eksempel i gennemtrængende analyser af opfattelse og erfaring, af personlighed og intersubjektivitet, af frihed og værdier, af tid og historie. Dødens tema kan ligeledes for alle, der tænker over livet, blive en appel til dem om at søge den sande mening med deres eget liv inde i dem selv. Men dette betyder ikke, at den nuværende forbindelse mellem tro og fornuft ikke behøver undersøges omhyggeligt, fordi de begge forarmes og svækkes uden hinanden. Berøvet det, som åbenbaringen skænker, kommer fornuften på afveje, hvad der udsætter den for risikoen for at miste blikket for sit afgørende mål. Berøvet fornuften lægger troen vægt på følelse og erfaring og risikerer således ikke længere at være et universelt tilbud. Det er en illusion at mene, at tro, knyttet til svage fornuftslutninger, kan være mere inderlig; tværtimod, troen risikerer alvorligt at visne hen til myte og overtro. Af samme grund tilskyndes fornuft, som ikke er i forbindelse med en voksen tro, ikke til at vende sit blik mod tilværelsens nyhed og radikalitet.

Det er derfor, jeg fremsætter denne stærke og vedholdende appel - og jeg tror ikke unødvendigt - om at tro og filosofi generhverver den dybe enhed, som tillader dem at være i harmoni med deres natur uden at kompromittere deres gensidige autonomi. Troens parrhèsia må kunne måle sig med fornuftens frimodighed.