53. Læreembedets udtalelser beskæftiger sig mindre med individuelle filosofiske teser end med behovet for en rationel og derfor i sidste instans filosofisk forskning til forståelsen af troen. Ved at syntetisere og højtideligt igen stadfæste den lære, der konstant var forelagt de troende af det ordinære pavelige læreembede, viste Det første Vatikankoncil, hvor uadskillelige og samtidigt hvor forskellige tro og fornuft, åbenbaring og naturlig viden om Gud er. Koncilet begyndte med de grundlæggende erklæringer, der var forudsat af åbenbaringen selv, om muligheden for en naturlig viden om Guds eksistens, alle tings begyndelse og ende, ⁶³ og sluttede med den højtidelige erklæring, der er citeret tidligere: "Der er to former for erkendelse, forskellige ikke blot i deres udgangspunkt, men også i deres genstand".⁶⁴ Imod alle former for rationalisme var det derfor nødvendigt at fastslå forskellen mellem troens mysterier og filosofiens resultater, og troens mysteriers transcendens og forrang over filosofiens resultater. Imod fideismens fristelser var det imidlertid nødvendigt at fremhæve sandhedens enhed og således det positive bidrag, som rationel viden kan og må yde til troens viden: "Selv om troen er fornuften overlegen, kan der aldrig være en virkelig divergens mellem tro og fornuft, eftersom den samme Gud, der åbenbarer mysterierne og skænker troens gave, også har anbragt fornuftens lys i den menneskelige ånd. Denne Gud kunne aldrig fornægte sig selv, og sandheden kunne aldrig modsige sig selv." ⁶⁵