55. Når vi tager et overblik over situationen i dag, ser vi, at andre tiders problemer er vendt tilbage, men i en ny facon. Det drejer sig ikke længere om spørgsmål, der kun er af interesse for visse personer og grupper, men om overbevisninger, der er så udbredte, så de til en vis grad er blevet den almindelige mening. Et eksempel herpå er den dybtliggende mistillid til fornuften, som er dukket op i de nyeste udviklinger af megen filosofisk forskning, og det i en sådan grad, at der tales om "enden på metafysikken". Filosofien forventes at slå sig til tåls med mere beskedne opgaver som den simple forklaring af kendsgerninger eller en forskning inden for begrænsede områder af menneskelig viden eller dens strukturer.

Også inden for teologien er tidligere tiders fristelser igen dukket op. I nogle moderne teologier er for eksempel en vis rationalisme ved at vinde terræn, især når opfattelser, der menes at være filosofisk velbegrundede, overtages som normative for den teologiske forskning. Dette sker især, når teologer, fordi de mangler filosofisk kompetence, lader sig ukritisk påvirke af påstande, der er blevet en del af den almindelig udbredte sprogbrug og kultur, men som kun i ringe grad er fornuft-begrundede. ⁷²

Der er også tegn på en genopstået fideisme, for hvilken det ikke lykkes at erkende, at rationel viden og filosofisk samtale er af vigtighed for at forstå troen, ja for selve muligheden for at tro på Gud. Et for øjeblikket udbredt symptom på denne fideistiske tendens er en "biblicisme", som stræber efter at gøre læsningen og eksegesen af Den hellige Skrift til det eneste kriterium for sandhed. Som en konsekvens heraf identificeres Guds ord alene med Den hellige Skrift, og således lades Kirkens lære, hvad Det andet Vatikankoncil betonede helt specielt, ude af betragtning. Efter at have mindet om, at Guds ord er til stede både i Skriften og i Traditionen, ⁷³ fortsætter konstitutionen Dei Verbum udtrykkeligt: "Den hellige Tradition og Den hellige Skrift udgør en fælles hellig skat, nemlig Guds ord, betroet til Kirken. Ved at holde fast ved denne skat vil hele det hellige folk, forenet med deres hyrder, altid holde fast ved apostlenes lære og fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne".⁷⁴ Den hellige Skrift er derfor ikke Kirkens eneste referencepunkt. Kirken har derimod "den øverste norm for sin tro"⁷⁵ i den enhed, som Helligånden har skabt mellem Den hellige Tradition, Den hellige Skrift og Kirkens læreembede i en gensidighed, som betyder, at ingen af disse tre kan overleve uden de andre. ⁷⁶

Man må desuden ikke undervurdere den fare, der ligger i at udlede sandheden af Den hellige Skrift ved at benytte kun én metode, uden at tage hensyn til behovet for en mere omfattende eksegese, som gør det muligt for eksegeterne til sammen med hele Kirken at nå til den fulde betydning af teksterne. De, der beskæftiger sig med studiet af Den hellige Skrift, bør altid huske, at de forskellige hermeneutiske metoder har deres egne filosofiske begrundelser, som bør evalueres omhyggeligt, inden de anvendes på de hellige tekster.

Andre former for latent fideisme viser sig i den ringe betydning, der tillægges den spekulative teologi, og i foragt for den klassiske filosofi, hvorfra udtrykkene både for forståelsen af troen og den egentlige formulering af dogmer stammer. Min ærede forgænger pave Pius XII advarede imod en sådan ligegyldighed over for den filosofiske tradition og imod en opgivelse af den traditionelle terminologi. ⁷⁷