67. Med sin særlige karakter af det fag, det er pålagt at aflægge regnskab for troen (sml. 1 Pet 3,15), vil det være fundamentalteologiens sag at retfærdiggøre og forklare forholdet mellem tro og filosofisk tænkning. Ved at minde om Paulus' lære (sml. Rom 1,19-20) påpegede Det første Vatikankoncil eksistensen af naturlige sandheder, der som sådanne kan erkendes filosofisk; og en accept af Guds åbenbaring forudsætter nødvendigvis kendskab til disse sandheder. Ved at studere åbenbaringen og dens troværdighed, så vel som den tilsvarende troens akt, bør fundamentalteologi vise, hvordan der i lyset af den viden, der gives ved tro, dukker visse sandheder frem, som fornuften fra sin egen uafhængige undersøgelse allerede erkender. Åbenbaringen skænker disse sandheder deres hele mening, ved at lede dem hen imod rigdommen i det åbenbarede mysterium, hvori de finder deres sidste formål. Overvej for eksempel den naturlige viden om Gud, muligheden af at skelne guddommelig åbenbaring fra andre fænomener eller erkendelsen af dens troværdighed, det menneskelige sprogs evne til at tale på en sand og meningsfuld måde også om ting, der transcenderer al menneskelig erfaring. Fra alle disse sandheder føres sindet til at erkende eksistensen af en virkelig forberedende vej til tro, en vej, der kan føre til accepten af åbenbaring uden på nogen måde at gå på akkord med intellektets egen autonomi og principper. ⁹⁰

På lignende vis bør fundamentalteologi vise den dybe forenelighed, der eksisterer mellem tro og dens behov for ved hjælp af menneskelig fornuft at finde udtryk for helt frit at indrømme det. Tro vil således være i stand "til helt at vise vejen til fornuft i en alvorlig søgen efter sandheden. Skønt tro, en Guds gave, ikke bygger på fornuften, kan den bestemt ikke undvære den. Samtidig bliver det indlysende, at fornuft har behov for at blive understøttet af tro for at opdage horisonter, den ikke kan nå af sig selv alene"⁹¹