70. På grund af dets betydning for både filosofi og teologi kræver spørgsmålet om forholdet til kulturer speciel opmærksomhed, som imidlertid aldrig kan hævde at være udtømmende. Lige fra begyndelsen af, da evangeliet blev prædiket, er Kirken gået i gang med at møde kulturerne og lade sig udfordreaf dem. Kristi befaling til disciplene om at gå ud overalt "lige til jordens ende" (ApG 1,8) for at videregive den sandhed, som han havde åbenbaret, fik den kristne menighed til lige fra den første begyndelse at opdage dens budskabs universalitet og de vanskeligheder, der skabtes af kulturelle forskelle. En passage i Paulus' brev til de kristne i Efesus hjælper os til at forstå, hvordan urmenigheden reagerede på dette problem. Paulus skriver: "Nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os" (Ef 2,13-14).

I lyset af denne tekst kan vi bedre se, hvordan hedningerne blev forvandlede, så snart de havde taget imod troen. Med den frelsens rigdom, der er bevirket af Kristus, faldt de vægge, der skilte de forskellige kulturer, til jorden. Guds løfte i Kristus blev nu et universelt tilbud: ikke længere begrænset til et specielt folk, dets sprog og dets skikke, men omfattende alle som en arvelod, enhver frit kunne bruge af. Fra deres forskellige områder og traditioner er alle kaldede i Kristus til at deltage i Guds børns families enhed. Det er Kristus, som gør det muligt for de to folk at blive "ét". De, der var "langt væk", er kommet "nær", takket være den nyhed, som påskemysteriet har bragt. Jesus nedriver adskillelsens mure og skaber enhed på en ny og uforlignelig måde, ved at vi får del i hans mysterium. Denne enhed er så dyb, så Kirken kan sige med Paulus: "Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand" (Ef 2,19).

Denne ukomplicerede udtalelse indeholder en stor sandhed: troens møde med forskellige kulturer har skabt noget nyt. Kulturerne viser, når de er dybt rodfæstede i erfaring, menneskenes karakteristiske åbenhed over for det universelle og det transcendente. Derfor tilbyder de, hvad der bestemt er til gavn for menneskene, forskellige veje til sandheden, ved at vise dem værdier, der kan gøre deres liv mere og mere menneskeligt. ⁹⁴ For så vidt som kulturer appellerer til ældre traditioners værdier peger de - underforstået men autentisk - på Guds tilkendegivelse i naturen, som vi har set tidligere i overvejelsen af visdomslitteraturen og Paulus' lære.