70.
På grund af dets betydning for både filosofi og teologi
kræver spørgsmålet om forholdet til kulturer speciel
opmærksomhed, som imidlertid aldrig kan hævde at være
udtømmende. Lige fra
begyndelsen af, da evangeliet blev prædiket, er Kirken gået i gang
med at møde kulturerne og lade sig udfordreaf dem. Kristi befaling til
disciplene om at gå ud overalt "lige til jordens ende" (ApG
1,8) for at videregive den sandhed, som han havde åbenbaret, fik den
kristne menighed til lige fra den første begyndelse at opdage dens
budskabs universalitet og de vanskeligheder, der skabtes af kulturelle
forskelle. En passage i Paulus' brev til de kristne i Efesus hjælper os
til at forstå, hvordan urmenigheden reagerede på dette problem. Paulus
skriver: "Nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte,
ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter
til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab,
som skilte os" (Ef 2,13-14).
I lyset af denne
tekst kan vi bedre se, hvordan hedningerne blev forvandlede, så snart de
havde taget imod troen. Med den frelsens rigdom, der er bevirket af Kristus,
faldt de vægge, der skilte de forskellige kulturer, til jorden. Guds
løfte i Kristus blev nu et universelt tilbud: ikke længere
begrænset til et specielt folk, dets sprog og dets skikke, men omfattende
alle som en arvelod, enhver frit kunne bruge af. Fra deres forskellige
områder og traditioner er alle kaldede i Kristus til at deltage i Guds
børns families enhed. Det er Kristus, som gør det muligt for de
to folk at blive "ét". De, der var "langt
væk", er kommet "nær", takket være den nyhed,
som påskemysteriet har bragt. Jesus nedriver adskillelsens mure og skaber
enhed på en ny og uforlignelig måde, ved at vi får del i hans
mysterium. Denne enhed er så dyb, så Kirken kan sige med Paulus:
"Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de
helliges medborgere og hører til Guds husstand" (Ef 2,19).
Denne
ukomplicerede udtalelse indeholder en stor sandhed: troens møde med
forskellige kulturer har skabt noget nyt. Kulturerne viser, når de er
dybt rodfæstede i erfaring, menneskenes karakteristiske åbenhed
over for det universelle og det transcendente. Derfor tilbyder de, hvad der
bestemt er til gavn for menneskene, forskellige veje til sandheden, ved at vise
dem værdier, der kan gøre deres liv mere og mere menneskeligt. 94
For så vidt som kulturer appellerer til ældre traditioners
værdier peger de - underforstået men autentisk - på Guds
tilkendegivelse i naturen, som vi har set tidligere i overvejelsen af
visdomslitteraturen og Paulus' lære.
|