1.
Både i Østen og Vesten kan vi spore en vej, som gennem
århundrederne har ledet menneskeheden til at møde og
beskæftige sig mere og dybere med sandheden. Det er en vej, som -
nødvendigvis - har udviklet sig inden for den personlige selvbevidstheds
horisont: jo mere mennesket kender virkeligheden og verden, desto mere kender
det sig selv i sin eneståenhed, samtidigt med at spørgsmålet
om tings og deres egen tilværelses mening bliver mere og mere
indtrængende. Det er
fordi alt, hvad der er genstand for vor viden, bliver en del af vort liv. Formaningen
Kend dig selv var indmejslet på tempelportalen i Delphi, som bevis for en
grundlæggende sandhed, der må antages som en mindste norm for dem,
der forsøger at ville skille sig ud fra resten af skabningen som
"mennesker", det vil sige som dem, der "kender sig selv".
Desuden viser et
flygtigt blik på antikkens historie klart, hvordan der i forskellige dele
af verden med deres forskellige kulturer på samme tid opstår de
grundlæggende spørgsmål, der præger menneskeligt liv:
Hvem er jeg? Hvor er jeg kommet fra, og hvor er jeg på vej hen? Hvorfor
findes det onde? Hvad er der efter dette liv? Det er de spørgsmål,
som vi finder i Israels hellige skrifter og også i Veda'en og Avesta'en;
vi finder dem i Confucius' og Lao-Tze's skrifter og i Tirthankaras og Buddhas
forkyndelse; de dukker op i Homers digtning og i Euripides' og Sofokles'
tragedier såvel som i Platons og Aristoteles' filosofiske skrifter. De er
spørgsmål, som har deres fælles oprindelse i den
søgen efter mening, som altid har interesseret menneskehjertet. Faktisk
er det svar, som gives på disse spørgsmål, afgørende
for den retning, som mennesker søger at give deres liv.
|