71.
Fordi de er uadskillelige fra
mennesker og deres historie, deler kulturerne de kræfter, som den
menneskelige erfaring af livet afslører. De ændres og gør
fremskridt, fordi mennesker mødes på nye måder og deler
hinandens livsvaner. Kulturerne næres af udveksling af værdier, og
de overlever og trives, for så vidt som de forbliver åbne for at
tilegne sig nye erfaringer. Hvordan skal vi forklare disse kræfter? Alle
mennesker er del af en kultur, er afhængige af den og skaber den. Mennesker
er både børn af og forældre til den kultur, som de er
indflettet i. Til alt, hvad de gør, medbringer de noget, som adskiller
dem fra resten af skabningen: deres aldrig svigtende åbenhed for
mysteriet og deres grænseløse ønske om viden. Dybt i enhver
kultur viser denne drift mod fuldbyrdelse sig. Vi kan derfor sige, at kulturen
selv besidder en indre evne til at modtage den guddommelige åbenbaring.
Den kulturelle
sammenhæng gennemtrænger den kristne tros liv, som til
gengæld lidt efter lidt bidrager til at skabe denne sammenhæng. Til
enhver kultur bringer de kristne Guds uforanderlige sandhed, som han
åbenbarer i et folks historie og kultur. Fra tid til anden har vi derfor
igen og igen i århundredernes løb set den begivenhed gentaget, som
pilgrimmene i Jerusalem var vidner til pinsedag. Da de hørte apostlene,
spurgte de hinanden: "Er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan
kan vi så hver især høre det på vort eget
modersmål? Vi partere, meder og elamitter, vi der bor i Mesopotamien,
Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien,
Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter,
kretere og arabere - vi hører dem tale om Guds storværker på
vore egne tungemål" (ApG 2,7-11). Mens evangeliet kræver
troens tilslutning af alle, som hører det, tillader forkyndelsen af det
i forskellige kulturer mennesker at bevare deres egen identitet. Dette skaber
på ingen måde splittelse, for de døbtes fællesskab er
præget af en universalitet, som kan omfatte alle kulturer og hjælpe
til at nære alt, hvad der medindbefattet i dem, indtil det vil blive helt
klart i sandhedens lys.
Dette betyder, at
ingen kultur nogensinde kan blive værdikriteriet og endnu mindre det
ultimative sandhedskriterium for Guds åbenbaring. Evangeliet er ikke i
modstrid med nogen kultur, som om evangeliet ved at optage en kultur ville
forsøge at tømme den for dens naturlige rigdomme og tvinge den
til at antage former, der er fremmede for den. Tværtimod, det budskab,
som troende bringer til verden og til kulturer, er en ægte befrielse fra
al den forvirring, der er forårsaget af synd, og er samtidigt et kald til
hele sandhekke formindskede ved dette møde; derimod tilskyndes de til at
åbne sig for det nye i evangeliets sandhed og blive bevæget af
denne sandhed til at udvikle sig på nye måder.
|