72.
Da kristendommen begyndte at prædikede evangeliet, mødte den
først den græske filosofi, men dette betyder ikke, at alle andre
måder at gribe det an på er udelukkede. I dag, hvor evangeliet gradvist kommer i kontakt
med kulturelle verdener, som engang lå uden for kristen indflydelse, er
der nye inkulturationsopgaver, hvad der betyder, at vor generation møder
problemer, der ligner dem, som Kirken i de første århundreder stod
overfor.
Mine tanker
går umiddelbart til Østens lande, der er så rige på
ældgamle religiøse og filosofiske traditioner. Blandt disse lande
indtager Indien en speciel plads. En stor åndelig tilbøjelighed
fører indisk tænkning til at søge en erfaring, som vil
kunne befri ånden fra tidens og rummets snærende bånd og
derfor ville kunne opnå absolut værdi. Dynamikken i denne
søgen efter befrielse giver konteksten til storslåede metafysiske
systemer.
Især i
Indien er det kristnes pligt fra denne rige arv at uddrage de elementer, der er
forenelige med deres tro for dermed at berige kristen tænkning. I dette
arbejde med at skelne, som får sin inspiration fra Koncilets
erklæring Nostra Aetate, må bestemte kriterier erindres. Det
første af disse er universaliteten af den menneskelige ånd, hvis
basale behov er de samme i de mest forskelligartede kulturer. Det andet, som afledes
af det første er dette: når Kirken for første gang kommer i
kontakt med store kulturer, kan den ikke opgive, hvad den har opnået ved
sin inkulturation i den græsk-latinske tankeverden. At forkaste denne arv
ville være at fornægte Guds forsyns plan, der leder hans kirke ad
tidens og historiens veje. Dette kriterium gælder for Kirken i enhver
tidsalder, også for fremtidens kirke, som vil anse sig selv for at
være beriget af alt det, der stammer fra nutidens arbejde med
østlige kulturer, og vil i denne arv finde nye tilskyndelser til en
frugtbar dialog med de kulturer, der vil dukke op, imens menneskeheden
bevæger sig ind i fremtiden. For det tredje er det nødvendigt at
sørge for, at det berettigede forsvar af det enestående og
originale ved indisk tænkning ikke, hvad der ville være i
modsætning til selve menneskeåndens natur, forveksles med den
idé, at en speciel kulturel tradition bør forblive lukket i sin
forskellighed og bekræfte sig selv ved at modsætte sig andre
traditioner.
Hvad der her er
sagt om Indien, er ikke mindre sandt om arven fra Kinas, Japans og andre
asiatiske landes store kulturer eller om de traditionelle afrikanske kulturers
rigdomme, der for størstedelen videregives mundtligt.
|