76. En anden fremgangsmåde, der benyttes af filosofien, kaldes ofte for kristen filosofi. I sig selv er udtrykket forsvarligt, men det bør ikke misforstås: det har på ingen måde til hensigt at antyde, at Kirken har en officiel filosofi, for troen som sådan er ikke nogen filosofi. Udtalelsen synes derimod at give udtryk for, at der eksisterer en kristen måde at filosofere på, en filosofisk spekulation, der er undfanget i en dynamisk forening med tro. Der menes derfor ikke simpelt hen en filosofi, der er udviklet af kristne filosoffer, som har forsøgt ikke at protestere mod troen i deres forskning. Udtrykket kristen filosofi indbefatter de vigtige udviklinger i filosofisk tænkning, som ikke ville være foregået uden kristen tros direkte og indirekte bidrag.

Kristen filosofi har derfor to aspekter. Det første er subjektivt, i den betydning, at troen lutrer fornuften. Som en teologisk dyd befrier troen fornuften for indbildskhed, den typiske fristelse for filosoffer. Paulus, kirkefædrene og, tættere ved vor egen tid, filosoffer som Pascal og Kierkegaard kritiserede en sådan indbildskhed. Den filosof, som lærer ydmyghed, vil også få mod til at give sig i lag med spørgsmål, der er vanskelige at løse, hvis åbenbaringens kendsgerninger ignoreres - for eksempel problemet med det onde og lidelsen, Guds personale natur og spørgsmålet om meningen med livet eller, mere direkte, det radikale metafysiske spørgsmål, "Hvorfor eksisterer der noget snarere end intet?"

Kristen filosofis andet aspekt er objektivt i den forstand, at det drejer sig om indhold. Åbenbaringen fremsætter klart visse sandheder, som aldrig ville være blevet opdaget af fornuften alene, skønt de i sig selv ikke er utilgængelige for fornuften. Blandt disse sandheder er ideen om en fri og personlig Gud, som er verdens Skaber, en sandhed, der har været så afgørende for udviklingen af filosofisk tænkning, især filosofien om væren. Der er også syndens realitet, som den viser sig i troens lys, og som hjælper til at skabe en tilfredsstillende filosofisk formulering af det ondes problem. Opfattelsen af personen som etåndeligt væsen er et andet af troens specielle bidrag: den kristne erklæring om menneskelig værdighed, lighed og frihed har utvivlsomt øvet indflydelse på moderne filosofisk tænkning. I nyere tid har man opdaget, hvor vigtig den afgørende historiske begivenhed, som den kristne åbenbaring er, også er for filosofien. Det er ikke nogen tilfældighed, at dette er blevet væsentligt for en historie, der gør krav på at være et nyt kapitel i menneskets søgen efter sandhed.

Blandt den kristne filosofis objektive elementer kan vi også anbringe behovet for at undersøge det rationelle i visse sandheder, der udtrykkes i Den hellige Skrift, som muligheden af menneskets overnaturlige kald og arvesynden. Dette er opgaver, der udfordrer fornuften til at erkende, at der er noget sandt og rationelt, der ligger langt uden for de snævre grænser, som den normalt ville være begrænset til. Disse spørgsmål udvider faktisk rammerne for fornuftens handling.

Ved at spekulere over disse spørgsmål er filosoffer ikke blevet teologer, da de ikke har prøvet på at forstå og forklare troens sandheder på basis af åbenbaringen. De er fortsat med at arbejde inden for deres eget område og med deres egen rent rationelle metode, men alligevel har det udvidet deres forskning til nye aspekter af sandheden. Det kunne siges, at en stor del af moderne og nutidig filosofi ikke ville eksistere uden dette incitament fra Guds ord. Denne konklusion bibeholder hele sin gyldighed, trods den skuffende kendsgerning, at mange tænkere i de sidste århundreder har forladt den kristne rettroenhed.