79.
For yderligere at udvikle, hvad læreembedet før mig har doceret,
har jeg i sinde i denne sidste del at gøre opmærksom på
visse krav, som teologien - ogendnu mere fundamentalt Guds ord selv - stiller
til filosofisk tænkning og nutidige filosofier. Som jeg allerede har
gjort opmærksom på, må filosofien adlyde sine egne love og
bygge på sine egne principper; sandheden kan imidlertid kun være
én. Indholdet af åbenbaringen kan aldrig svække fornuftens
opdagelser og legitime autonomi. Alligevel må fornuften i bevidstheden
om, at den ikke kan betragte sig selv som en absolut og enestående
værdi, for sin del aldrig miste sin evne til at spørge og til at
blive udspurgt. På grund af den glans, der udstråler fra den
eksisterende Væren i sig selv, giver den åbenbarede sandhed fylden
af lys og vil derfor oplyse den filosofiske undersøgelses vej. Kort
sagt, den kristne åbenbaring bliver til det sande mødested og
engagement mellem filosofisk og teologisk tænkning i deres indbyrdes
forhold.
Man
må derfor håbe, at teologer og filosoffer vil lade sig lede alene
af sandhedens autoritet, så der vil fremstå en filosofi, der er overensstemmende
med Guds ord. En sådan filosofi vil være et sted, hvor kristen tro
og menneskelige kulturer kan mødes, et sted, hvor der råder
forståelse mellem troende og ikke-troende. Det vil hjælpe til at føre
troende til en stærkere overbevisning, om at tro vokser dybere og mere
autentisk, når den er helt opslugt af tænkning og ikke afviser den.
Det er igen
kirkefædrene, som lærer os dette: "At tro er ikke andet end at
tænke samtykkende... Troende er også tænkere: når de
tror, tænker de, og når de tænker, tror de... Hvis troen ikke
tænker, er den intet".95 Og et andet sted: "Hvis der
ikke er noget samtykke, er der ingen tro, for uden samtykke tror man ikke
virkeligt".96
|