82.
Alligevel kunne denne visdom-funktion ikke udføres af en filosofi, som
ikke selv var en sand og autentisk viden, det vil sige, som ikke kun var rettet
mod særlige og underordnede aspekter af virkeligheden - funktionel,
formel eller utilitaristisk - men også mod dens totale og definitive
sandhed, mod selve væren i det objekt, der erkendes. Dette fremkalder
endnu et krav: at filosofien bekræfter menneskets evne til at kende
sandheden, til at nå til en viden, der kan nå den objektive sandhed
ved hjælp af den adaequatio rei et intellecto, som de skolastiske
lærde refererer til. 99 Dette krav, der er karakteristisk for
troen, blev udtrykkelig igen bekræftet af Det andet Vatikankoncil:
"Forstanden er nemlig ikke begrænset til fænomenerne alene,
men kan med vished fatte tingenes indre mening, selv om den som følge af
synden er delvis formørket og svækket." 100
En radikal
fænomenologisk eller relativistisk filosofi ville ikke egne sig til den
dybere undersøgelse af de rigdomme, der findes i Guds ord. Den hellige Skrift formoder altid, at den
enkelte, selv om denne er skyldig i uoprigtighed og løgnagtighed, kan
kende og fatte den klare og enkle sandhed. Bibelen og især Det nye
Testamente indeholder tekster og udtalelser, som har et ægte ontologisk
indhold. De inspirerede forfattere havde i sinde at formulere sande udtalelser,
som var i stand til at udtrykke objektiv virkelighed. Man kan ikke sige, at den
katolske tradition tog fejl, da den opfattede visse af Johannes' og Paulus'
tekster som erklæringer om selve Kristi væren. I sin søgen
efter at forstå og forklare disse erklæringer har teologien derfor
brug for bidrag fra en filosofi, som ikke nægter at vedkende sig
muligheden af en viden, der er objektiv sand, selv om den ikke er fuldkommen. Dette
gælder på samme måde om bedømmelserne af den moralske
samvittighed, som Den hellige Skrift betragter som i stand til at være
objektiv sand. 101
|