85. Jeg er helt klar over, at disse krav, som Guds ord stiller til filosofien, kan synes skræmmende for mange, der beskæftiger sig med filosofisk forskning i dag. Alligevel er det derfor, at jeg igen, idet jeg gentager, hvad der er blevet doceret gentagne gange af paverne gennem flere generationer og igen bekræftet af Det andet Vatikankoncil, stærkt ønsker at bekræfte den overbevisning, at mennesket kan nå til en samlet og organisk viden. Dette er en af de opgaver, som kristen tænkning er nødt til at påtage sig gennem det næste årtusind af den kristne æra. Opspaltningen af viden med dens brudstykkeagtige måde at nærme sig til sandheden på og dens konsekvente opdeling af mening, afholder mennesker fra at nå til en indre enhed. Hvordan skulle Kirken kunne lade være med at være bekymret over dette? Det er evangeliet, der direkte pålægger sine hyrder denne visdoms-relaterede opgave, og de kan ikke søge at unddrage sig deres pligt til at påtage sig den.

Jeg tror, at de filosoffer, der i dag ønsker at reagere på de krav, som Guds ord stiller til menneskelig tænkning, burde udvikle deres tankegang på basis af disse postulater og i organisk sammenhæng med den store tradition, som begyndende med de antikke filosoffer, går gennem kirkefædrene og skolastikkens lærde og indbefatter moderne og nutidig tænknings fundamentale storværker. Hvis filosofferne kan indtage deres plads inden for denne tradition og få deres inspiration fra den, vil det bestemt ikke mislykkes for dem at respektere filosofiens krav om autonomi.

I den nuværende situation er det derfor uhyre vigtigt, at nogle filosoffer arbejder for en generhvervelse af traditionens afgørende rolle for en rigtig indstilling til viden. Påberåbelsen af traditionen er ikke en blot og bar erindring om fortiden; den involverer snarere anerkendelsen af en kulturel arv, der tilhører hele menneskeheden. Faktisk kan man sige, at det er os, der tilhører traditionen, og at den ikke er til vor frie disposition. Netop fordi vi er rodfæstede i traditionen, vil vi være i stand til i dag at udvikle en original, ny og konstruktiv tankegang. Densamme opfordring gælder endnu mere teologien. Ikke blot fordi teologien har Kirkens levende tradition som sin oprindelige kilde, ¹⁰⁴ men også fordi den i kraft heraf må være i stand til at generhverve både tidligere tiders dybe teologiske tradition og den uforanderlige tradition i den filosofi, som ved hjælp af sin autentiske visdom kan overskride rummets og tidens grænser.