91.
Ved at diskutere disse tankeretninger har det ikke været min hensigt at
præsentere et fuldstændigt billede af filosofiens nuværende
tilstand, som i hvert fald ville være vanskelig at forenkle til et samlet
syn. Og jeg ønsker bestemt at fremhæve, at vor arv af viden og
visdom virkelig er blevet beriget på forskellige områder. Vi
behøver blot nævne logikken, sprogfilosofien, epistemologien,
naturfilosofien, antropologien, den mere gennemtrængende analyse af de
følelsesmæssige dimensioner af viden og den eksistentielle metode
til at analysere frihed. Imidlertid har i løbet af det sidste
århundrede bekræftelsen af immanens-princippet, der er centralt for
det rationalistiske argument, fremkaldt en radikal reaktion med hensyn til
påstande, man engang mente var indiskutable. Som reaktion herpå
opstod der irrationalistiske tendenser, netop da det grundløse i kravet
om, at fornuft skal være absolut beroende på sig selv, var blevet
afgørende demonstreret.
Vor tid er
af nogle blevet kaldt for "postmodernismens" tid. Dette begreb, der
tit benyttes i meget forskellige sammenhænge, betegner fremkomsten af et
kompleks af nye faktorer, der, så udbredte og kraftige de er, har vist
sig i stand til at frembringe vigtige og varige forandringer. Udtrykket blev
først anvendt i forbindelse med æstetiske, sociale og teknologiske
fænomener. Det blev derpå overført til det filosofiske
område, men er stadig noget flertydigt, fordi bedømmelsen af det,
der kaldes "postmoderne", undertiden er positiv og undertiden
negativ, og fordi der endnu ikke er enighed om det vanskelige
spørgsmål om afgrænsningen af de forskellige historiske
perioder. Ét er imidlertid sikkert: de tankestrømninger, der
hævder at være postmoderne, fortjener behørig
opmærksomhed. Ifølge nogle af dem, er de faste meningers tid
uigenkaldeligt forbi, og mennesket må lære at leve inden for en
horisont, der totalt mangler mening, hvor alt er midlertidigt og
forbigående. I deres destruktive kritik af enhver vished har flere
forfattere forsømt at foretage afgørende sondringer og har
betvivlet troens vished.
Denne nihilisme
er på en måde blevet berettiget af den frygtelige erfaring af
ondskab, som har karakteriseret vor tidsalder. En sådan dramatisk
erfaring har sikret sammenbruddet af den rationalistiske optimisme, som
betragtede historien som fornuftens triumferende fremskridt, al lykkes og
friheds kilde; og nu ved dette århundredes afslutning er en af vore
største trusler fristelsen til fortvivlelse. Alligevel vedbliver det med
at være sandt, at en vis positivistisk sindsstemning vedbliver med at
give næring til den illusion, at takket være videnskabeligt og
teknisk fremskridt kan mennesker leve som demiurger, idet de på egen
hånd og fuldstændigt råder for deres egen skæbne.
|