91. Ved at diskutere disse tankeretninger har det ikke været min hensigt at præsentere et fuldstændigt billede af filosofiens nuværende tilstand, som i hvert fald ville være vanskelig at forenkle til et samlet syn. Og jeg ønsker bestemt at fremhæve, at vor arv af viden og visdom virkelig er blevet beriget på forskellige områder. Vi behøver blot nævne logikken, sprogfilosofien, epistemologien, naturfilosofien, antropologien, den mere gennemtrængende analyse af de følelsesmæssige dimensioner af viden og den eksistentielle metode til at analysere frihed. Imidlertid har i løbet af det sidste århundrede bekræftelsen af immanens-princippet, der er centralt for det rationalistiske argument, fremkaldt en radikal reaktion med hensyn til påstande, man engang mente var indiskutable. Som reaktion herpå opstod der irrationalistiske tendenser, netop da det grundløse i kravet om, at fornuft skal være absolut beroende på sig selv, var blevet afgørende demonstreret.

Vor tid er af nogle blevet kaldt for "postmodernismens" tid. Dette begreb, der tit benyttes i meget forskellige sammenhænge, betegner fremkomsten af et kompleks af nye faktorer, der, så udbredte og kraftige de er, har vist sig i stand til at frembringe vigtige og varige forandringer. Udtrykket blev først anvendt i forbindelse med æstetiske, sociale og teknologiske fænomener. Det blev derpå overført til det filosofiske område, men er stadig noget flertydigt, fordi bedømmelsen af det, der kaldes "postmoderne", undertiden er positiv og undertiden negativ, og fordi der endnu ikke er enighed om det vanskelige spørgsmål om afgrænsningen af de forskellige historiske perioder. Ét er imidlertid sikkert: de tankestrømninger, der hævder at være postmoderne, fortjener behørig opmærksomhed. Ifølge nogle af dem, er de faste meningers tid uigenkaldeligt forbi, og mennesket må lære at leve inden for en horisont, der totalt mangler mening, hvor alt er midlertidigt og forbigående. I deres destruktive kritik af enhver vished har flere forfattere forsømt at foretage afgørende sondringer og har betvivlet troens vished.

Denne nihilisme er på en måde blevet berettiget af den frygtelige erfaring af ondskab, som har karakteriseret vor tidsalder. En sådan dramatisk erfaring har sikret sammenbruddet af den rationalistiske optimisme, som betragtede historien som fornuftens triumferende fremskridt, al lykkes og friheds kilde; og nu ved dette århundredes afslutning er en af vore største trusler fristelsen til fortvivlelse. Alligevel vedbliver det med at være sandt, at en vis positivistisk sindsstemning vedbliver med at give næring til den illusion, at takket være videnskabeligt og teknisk fremskridt kan mennesker leve som demiurger, idet de på egen hånd og fuldstændigt råder for deres egen skæbne.