94.
Et første problem
drejer sig om forholdet mellem det sagte og sandheden. Ligesom alle andre
tekster formidler de kilder, som teologen fortolker, primært en
betydning, som må forstås og forklares. Denne betydning
præsenterer sig selv som den sandhed om Gud, som Gud selv meddeler gennem
den hellige tekst. Menneskeligt sprog udtrykker således Guds sprog, der
meddeler hans egen sandhed med den vidunderlige
"imødekommenhed", som udtrykker menneskevordelsens logik. 110
For at tolke åbenbaringens kilder må teologen derfor spørge,
hvad der er den dybe og autentiske sandhed, som teksterne ønsker at
meddele, omend inden for sprogets begrænsninger.
De bibelske
teksters sandhed, og specielt evangeliernes, er bestemt ikke begrænset
til at fortælle simple historiske begivenheder eller udtalelser om
neutrale kendsgerninger, hvad den historicistiske positivisme ønsker at
gøre gældende. 111 Ud over den direkte historiske
dimension, ligger sandheden i de begivenheder, som disse tekster
fortæller om, snarere i den betydning de har i og for frelseshistorien. Denne
sandhed er udviklet mere fuldstændigt i Kirkens konstante læsning
af disse tekster igennem århundrederne, en læsning, der bevarer
deres oprindelige mening intakt. Der er derfor et stærkt behov for at
forholdet mellem kendsgerningen og dens betydning, et forhold, der udgør
historiens specifikke mening, bliver undersøgt også ud fra det
filosofiske synspunkt.
|