105.
Ved afslutningen af denne rundskrivelse går mine tanker især til
teologerne, for at opmuntre dem til at være særlig
opmærksomme på de filosofiske inddragelser, Guds ord
medfører, og til at være sikre på, at de i deres arbejde
overvejer den teologiske videnskabs spekulative og praktiske udstrækning.
Jeg vil gerne takke dem for
deres tjeneste over for Kirken. Det intime bånd mellem teologisk og
filosofisk visdom er en af den kristne traditions mest karakteristiske
værdier i udforskningen af den åbenbarede sandhed. Det er derfor,
jeg indstændigt beder dem om at generhverve og til fulde udtrykke
sandhedens metafysiske dimension for at komme i en krævende kritisk
dialog både med vor tids filosofiske tænkning og med den
filosofiske tradition i alle dens aspekter, hvad enten den er eller ikke er i
overensstemmelse med Guds ord. Teologer bør altid huske den store
tænker Bonaventuras ord, når han i indledningen til sin Itenarium
Mentis in Deum opfordrer læseren til at erkende det utilstrækkelige
ved "læsning uden anger, viden uden gudsfrygt, forskning uden
tilskyndelse til undren, klogskab uden muligheden for at hengive sig til
glæde, handling adskilt fra religion, lærdom skilt fra
kærlighed, forstand uden ydmyghed, studium, der ikke støttes af guddommelig
nåde, tænkning uden den visdom, der er inspireret af
Gud".128
Jeg tænker
på dem, der har ansvar for præsteuddannelsen, hvad enten det er
akademisk eller pastoralt. Jeg opmuntrer dem til at være særlig
opmærksomme på den filosofiske forberedelse af dem, der vil forkynde
evangeliet til moderne mennesker, endda endnu mere end af dem, der vil hellige
sig teologisk forskning og undervisning. De må gøre alt, hvad de
kan, for at udføre deres arbejde i lyset af de direktiver, der er
foreskrevet af Det andet Vatikankoncil129 og den efterfølgende
lovgivning, der taler klart om den bydende og bindende forpligtelse, som
påhviler alle til ægte og dyb formidling af troens sandheder. Det
alvorlige ansvar med at sørge for den passende uddannelse af dem, det er
overdraget at undervise i filosofi både i præsteseminarier og ved
kirkelige fakulteter, må ikke ignoreres. 130 Undervisning
på dette område kræver en passende videnskabelig
forberedelse, en systematisk fremstilling af den kristne traditions store arv
og behørig dømmekraft i betragtning af Kirkens og verdens
nuværende behov.
|