2. Kirken er ikke fremmed for denne opdagelsesrejse, og det bør den heller aldrig være. Lige fra det øjeblik, hvor den gennem påskemysteriet modtog den sidste og endelige sandhed om menneskelivet, har Kirken foretaget sin pilgrimsvandring langs verdens stier for at forkynde, at Jesus Kristus er "vejen og sandheden og livet" (Joh 14,6). Det er dens pligt at tjene menneskeheden på forskellige måder, men én af dem pålægger den et ansvar af en ganske særlig art: sandhedens tjeneste.¹ Denne sendelse gør på den ene side det troende fællesskab til en deltager i menneskehedens fælles anstrengelse for at nå til sandheden; ² og på den anden side forpligter den det troende fællesskab til at forkynde de overbevisninger, det er nået til, om end med en følelse af, at enhver kendt sandhed kun er et skridt hen imod den fulde sandhed, som vil vise sig ved Guds definitive åbenbaring: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldtud" (1 Kor 13,12).