10. Ved at betragte Jesus som åbenbarer lagde koncilsfædrene på Det andet Vatikankoncil vægt på Guds åbenbarings frelsende betydning i historien, idet de beskrev det således: "I denne åbenbaring taler den usynlige Gud (sml. Kol 1,16; 1 Tim 1,17) i sin overstrømmende kærlighed til menneskene som sine venner (2 Mos 33,11; Joh 15,14-15), og han færdes iblandt dem (Bar 3,38) for at indbyde dem til og tage dem ind i fællesskab med sig selv. Denne åbenbaring formidles ved gerninger og ord i gensidig vekselvirkning: De gerninger, som Gud udfører i frelseshistorien, manifesterer og bekræfter den lære og den virkelighed, som ordene udtrykker, mens ordene forkynder og bringer den hemmelighed frem i lyset, som gerningerne bærer i sig. Den inderste sandhed, som dermed er åbenbaret for os om Gud og om menneskets frelse, lyser klart i Kristus, som både er formidleren og fylden af hele åbenbaringen. ⁸