12. Historien bliver derfor den skueplads, hvor vi ser, hvad Gud gør for menneskeheden. Gud kommer til os i de ting, vi kender bedst og lettest kan efterkontrollere, vor dagligdags ting, uden hvilke vi ikke kan forstå os selv.

I Guds Søns menneskevordelse ser vi den vedvarende og definitive syntese skabt, som menneskesindet af sig selv ikke engang havde kunnet forestille sig: det evige træder ind i tiden, helheden skjuler sig i brudstykket, Gud tilegner sig et menneskeligt ansigt. Den sandhed, der er meddelt i Kristi åbenbaring, er derfor ikke længere begrænset til et særligt sted eller en særlig kultur, men tilbydes ethvert menneske, der vil modtage den som den absolut gyldige kilde til meningen med menneskeligt liv. Nu har alle, i Kristus, adgang til Faderen, fordi Kristus ved sin død og sin opstandelse har skænket det guddommelige liv, som den første Adam havde sagt nej til (sml. Rom 5,12-15). Gennem denne åbenbaring modtager mennesket den grundlæggende sandhed om sit eget liv og om historiens mål. Som konstitutionen Gaudium et Spes udtrykker det, er det "kun det menneskevordne Ords mysterium, der kaster [det egentlige] lys over menneskets mysterium".¹² Hvis det betragtes på nogen som helst andre måder, forbliver mysteriet med personlig eksistens en uløselig gåde. Hvor skulle mennesket søge svar på dramatiske spørgsmål som smerte, uskyldiges lidelse og død, om ikke i det lys, der strømmer ud fra Kristi lidelse, død og opstandelse.