Fornuft
over for mysteriet
13.
Det må ikke desto mindre erindres, at åbenbaring vedbliver med at
være fyldt med mysterium. Det er sandt, at Jesus med hele sit liv
åbenbarede Faderens ansigt, for han kom for at lære os om Guds
hemmeligheder. 13 Men
vor opfattelse af Guds ansigt er altid brudstykkeagtig og svækket af vor
forstands grænser. Alene troen gør det muligt at
gennemtrænge mysteriet på en måde, som tillader os at
forstå det sammenhængende.
Koncilet
lærer os, at "mennesket skylder troslydighedmod Gud, som
åbenbarer sig".14 Denne korte, men bastante udtalelse peger
på en af kristendommens fundamentale sandheder. Tro siges først at
være et lydigt svar til Gud. Dette forudsætter, at Gud erkendes i
sin guddommelighed, transcendens og højeste frihed. Ved sin absolutte
transcendens' autoritet er Gud, som giver sig selv til kende, også
oprindelsen til troværdigheden af det, han åbenbarer. Ved tro giver
mennesker deres samtykke til dette guddommelige vidnesbyrd. Dette betyder, at
de fuldt og helt anerkender sandheden af, hvad der er åbenbaret, fordi
det er Gud selv, der garanterer denne sandhed. De kan ikke gøre krav
på denne sandhed, der kommer til dem som en gave, og i forbindelse med
interpersonal kommunikation får dem til at være åbne for den
og til at fatte dens dybe mening. Det er derfor, at Kirken altid har betragtet
den handling at betro sig selv til Gud som en fundamentalt afgørende
beslutning, der lægger beslag på hele personen. I den handling vil fornuften
og viljen vise deres åndelige natur, der gør personen i stand til
at handle på en måde, der til fulde realiserer personlig frihed. 15
Det er ikke blot sådan, at frihed er en del af troens handling; den er
absolut påkrævet. Omvendt virkeliggøres frihed ikke i
afgørelser imod Gud. For hvordan kunne det være en udøvelse
af sand frihed at nægte at være åben for selve den
virkelighed, der muliggør vor selv-virkeliggørelse? Mennesker kan
ikke udføre en vigtigere handling i deres liv end troens handling; det
er her, at frihed når troens vished og vælger at leve i den
sandhed.
For at
hjælpe fornuften i dens bestræbelse for at forstå mysteriet,
er der de tegn, som åbenbaringen selv præsenterer. De tjener til at
lede eftersøgningen af sandhed til nye dybder ved at gøre det
muligt for fornuften også at foretage selvstændige
undersøgelser ved at benytte fornuftens egne metoder, som den med rette
er stolt af. Alligevel
tilskynder disse også fornuften til at se ud over deres status som tegn
for at få fat på den dybere mening, som de vidner om. De indeholder
en skjult sandhed, som sjælen drages imod, og som den ikke kan ignorere
uden at ødelægge selve de tegn, der er givne.
På en
vis måde vender vi så tilbage til åbenbaringens sakramentale
beskaffenhed og specielt til eukaristiens tegn, hvori den uopløselige
enhed mellem bekendtgøreren og det bekendtgjorte gør det muligt
at fatte mysteriets dybder. I eukaristien er Kristus virkeligt til stede og
levende, idet han virker gennem sin Ånd; alligevel er det, som Thomas af
Aquin sagde så godt: "skønt sanserne ej fatter det; troen
alene formår at give et oprigtigt hjerte sikkerhed".16
Filosoffen Pascal siger det samme: "Ligesom Jesus Kristus gik ukendt
blandt mennesker, således viser hans sandhed sig uden ydre forskel blandt
almindelige tænkemåder. Således forbliver også eukaristien blandt almindeligt
brød".17
Kort sagt, troens
erkendelse afskaffer ikke mysteriet; den åbenbarer det blot mere, idet
den viser, hvor nødvendigt det er for menneskers liv. "Ved at
åbenbare mysteriet om Faderen og hans kærlighed åbenbarer
Kristus... mennesket fuldt ud for mennesket selv, og klarlægger dets
ophøjede kald"18, som er at få del i det guddommelige
mysterium, som er selve Treenighedens liv. 19
|