15.
Den kristne åbenbarings sandhed, fundet i Jesus fra Nazaret, gør
alle mennesker i stand til at tage imod deres eget livs "mysterium".
Som absolut sandhed opfordrer det mennesket til at være åbent for
det transcendente, samtidig med, at det respekterer både dets autonomi
som skabninger og dets frihed. På dette punkt er forholdet mellem frihed
og sandhed komplet, og vi forstår den fulde betydning af Herrens ord:
"I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer
frie" (Joh 8,32).
Den kristne
åbenbaring er menneskets sande ledestjerne, mens det stræber efter
at bane sig vej midt iblandt en verdensbunden tankevanes tvang og en
teknokratisk logiks indsnævringer. Det er den endelige af Gud tilbudte
mulighed til mennesket om fuldt ud at kende den grundlæggende
kærligheds plan, som begyndte ved skabelsen. Til dem, der ønsker
at kende sandheden, er der, hvis de kan se ud over dem selv og deres egne
anliggender, givet muligheden for at tage deres liv i fuld og harmonisk
besiddelse, netop ved at følge sandhedens vej. Her er ordene fra 5. Mosebog træffende:
"Det, jeg i dag befaler dig, er hverken ufatteligt eller fjernt. Det er
ikke i himlen, så man måtte sige: 'Hvem vil stige op til himlen og
hente det ned til os, så vi kan følge det?' Det er heller ikke
på den anden side af havet, så man måtte sige: 'Hvem vil
drage over til den anden side af havet og hente det til os og forkynde det for
os, så vi kan følge det?' Nej, ordet er dig ganske nær, i
din mund og i dit hjerte, så du kan følge det" (5 Mos
30,11-14). Denne tekst finder genklang i den berømte udtalelse af den
hellige filosof og teolog Augustin: "Gå ikke langt og vidt, men vend
tilbage til dig selv. Dybt inde i mennesket bor sandheden" (Noli
foras ire, in te ipsum redi. In interiore homine habitat veritas). 21
Disse overvejelser fører til en første
slutning: den sandhed, som vi kommer til at kende ved åbenbaring, er
hverken produktet eller fuldbyrdelsen af et argument, der er udtænkt af menneskelig
fornuft. Den viser sig derimod som noget uberettiget, som udfordrer tanken og
ønsker at blive modtaget som et udtryk for kærlighed. Denne
åbenbarede sandhed er sat i vor historie som en forudgriben af den
højeste og definitive åbenbaring af Gud, som er forbeholdt dem,
der tror på ham og søger ham af et oprigtigt hjerte. Det endelige formål med
tilværelsen er derfor i samme grad filosofiens og teologiens tema. Trods
hele deres forskel i metode og indhold peger begge disse videnskabsgrene
på den "livets vej", der, som troen fortæller os, til
slut leder til den fulde og varige glæde ved beskuelsen af Den treenige
Gud.
|