Kapitel 2

Credo ut intellegam

"Visdommen ved og forstår alting" (sml. Visd 9,11)

16. Den hellige Skrift giver klare vink om, hvor dybt forbundne den viden, der skænkes ved troen, og den viden, der skænkes ved fornuften, er; og det er i visdoms-litteraturen, at deres forbindelse udtrykkes tydeligst. Hvad der er slående ved disse bibelske tekster, hvis de læses fordomsfrit, er, at de ikke blot udtrykker Israels tro, men også rigdomme fra kulturer og civilisationer, der forlængst er forsvundne. Som efter en særlig plan lyder Egyptens og Mesopotamiens stemmer igen, og visse træk, der er fælles for det gamle Nærøstens kulturer, lever op i disse sider, der er så overordentlig rige på dyb intuition.

Det er ikke nogen tilfældighed, at den hellige forfatter, når han beskriver det vise menneske, skildrer det som en, der elsker og søger sandheden: "Lykkelig den mand, der lægger vægt på visdom og bruger sin indsigt, når han taler, gennemtænker visdommens veje i sit hjerte og har hendes hemmeligheder i tankerne. Følg efter hende som en sporhund, og læg dig på lur ved hendes indgangsveje. Lykkelig den mand, der kigger ind gennem hendes vinduer og lytter ved hendes døre, som slår sig ned tæt ved hendes hus og fæstner sine teltpløkke i hendes mure. Han rejser sit telt lige ved siden af hende, slår sig ned i herberget, hvor de gode bor. Han stiller sine børn under hendes beskyttelse og lejrer sig under hendes grene. Hos hende finder han beskyttelse mod varmen og slår sig ned i hendes herlighed" (Sir 14,20-27).

Som vi ser, betragter den inspirerede forfatter ønsket om viden som karakteristisk for alle mennesker. Intelligens gør det muligt for enhver, troende og ikke-troende, at nå kundskabens "dybe vand" (sml. Ordsp 20,5). Det er rigtigt, at det gamle Israel ikke nåede til kundskab om verden og dens fænomener ved hjælp af abstraktion, som de græske filosoffer og de egyptiske vismænd gjorde det. Endnu mindre opfattede den gode israelit kundskab på den måde, som den moderne verden, der er tilbøjelig til at skelne mellem forskellige former for viden. Ikke desto mindre har den bibelske verden skabt sit eget karakteristiske bidrag til teorien om viden.

Hvad der er karakteristisk i den bibelske tekst, er den overbevisning, at der er en dyb og uløselig enhed mellem fornuftens viden og troens viden. Verden og alt, hvad der sker i den, deriblandt historien og menneskers skæbne, er virkeligheder, der kan observeres, analyseres og vurderes med alle fornuftens resurcer, men uden at troen nogensinde er fremmed over for denne proces. Troen griber ikke ind for at begrænse fornuftens autonomi eller for at reducere dens handlefrihed, men blot for at få mennesket til at forstå, at i disse begivenheder, er det Israels Gud, der handler. Således kan verden og historiens begivenheder ikke forstås indgående uden at bekende troen på den Gud, der virker i dem. Troen skærper det indre øje, ved at åbne forstanden til at opdage forsynets værker i strømmen af begivenheder. Her er Ordsprogenes Bogs ord rammende: "Menneskets hjerte udtænker dets vej, men Herren styrer dets skridt" (Ordsp 16,9). Dette vil sige, at med fornuftens lys kan mennesker vide, hvilken vej, de skal tage, men de kan kun følge den vej til ende, hurtigt og uhindret, hvis de med et ret indstillet sind søger den inden for troens horisont. Derfor kan fornuft og tro ikke adskilles uden at formindske menneskers evne til at kende sig selv, verden og Gud på en rigtig måde.