17.
Der er således ingen
grund til nogen slags konkurrence mellem fornuft og tro: de indeholder begge
hinanden, og hver af dem har sit eget handlings område. Igen peger
Ordsprogenes Bog i denne retning, når den udbryder: "Det er Guds
ære at holde en sag skjult, det er kongens ære at udforske en
sag" (Ordsp 25,2). I deres respektive verdener er Gud og mennesket anbragt
i et enestående forhold. I Gud ligger alle tings oprindelse, i ham findes
mysteriet i dets fylde, og i dette består hans ære: menneskets
opgave er at udforske sandhed med dets fornuft, og deri består dets
storhed. Psalmisten føjer ét afgørende stykke til denne
mosaik, når han i en bøn siger: "Hvor er dine tanker dyrebare
for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! Tæller jeg dem, er de flere
end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig" (Salme
139,17-18). Ønsket om viden er så stort, og det virker på en
sådan måde, så menneskehjertet trods dets erfaring af
uoverstigelig begrænsning længes inderligt efter de uendelige
rigdomme, der ligger uden for dets rækkevidde, idet det ved, at der
findes et tilfredsstillende svar på ethvert spørgsmål, der indtil
nu er ubesvaret.
|