18. Vi kan altså sige, at Israel med dets tankevirksomhed var i stand til at åbne den vej for fornuften, der fører til mysteriet. Med Guds åbenbaring kunne Israel lodde dybderne i alt det, de forgæves forsøgte at nå ved hjælp af fornuften. På basis af denne dybere form for viden forstod det udvalgte folk, at hvis fornuften skal være fuldstændig tro over for sig selv, må den respektere visse basale regler. Den første af disse er, at fornuften må indse, at menneskelig erfaring er en vej, der ikke tillader nogen hvilepause; den anden stammer fra den viden, at en sådan vej ikke er for den stolte, der mener, at alt er resultatet af personlig sejr; en tredje regel hviler på "frygten for Gud", hvis transcendente suverænitet og omsorgsfulde kærlighed i ledelsen af verden, fornuften må anerkende.

Ved at fravige disse regler risikerer mennesket at tage fejl og ender som "tåben". For Bibelen ligger der i denne tåbelighed en trussel mod livet. Tåben mener at vide mange ting, men er faktisk ude af stand til at fæstne sit blik på de ting, der virkeligt betyder noget. Derfor kan tåben hverken bringe orden i sin forstand (sml. Ordsp 1,7) eller indtage en rigtig holdning til sig selv eller til den omkringliggende verden. Og når mennesket hævder, at "Gud er ikke til" (Salme 14,1), viser dette således med al tydelighed netop, hvor utilstrækkelig menneskets viden er, og netop, hvor langt det er fra den hele sandhed om ting, deres oprindelse og deres skæbne.