22.
I det første kapitel af sit brev til romerne hjælper Paulus os til
bedre at påskønne den dybe indsigt i visdomlitteraturens
overvejelse. Ved at udvikle et filosofisk argument i et letfatteligt sprog,
afslører han en dyb sandhed: gennem alt, hvad der er skabt, kan
"forstandens øjne" komme til at kende Gud. Igennem skabningerne
vækker Gud i fornuften en fornemmelse af hans "kraft" og
"guddommelighed" (sml. Rom 1,20). Der indrømmes den menneskelige fornuft en evne, der
næsten synes at overstige dens naturlige begrænsninger. Ikke blot
er den ikke begrænset til sanse-erkendelse fra det øjeblik af,
hvor den kan reflektere kritisk over sansernes oplysninger, men ved at
drøfte de oplysninger, der tilvejebringes af sanserne, kan fornuften
nå den årsag, der ligger til grund for al erkendelig virkelighed. Filosofisk
udtrykt kunne vi sige, at denne vigtige paulinske tekst bekræfter den
menneskelige evne til metafysisk forskning.
Ifølge
Paulus var det en del af den oprindelige skabelses-plan, at fornuften uden
vanskelighed skulle kunne nå udover sanse-oplysninger til alle tings
oprindelse: Skaberen. Men på grund af den ulydighed, hvormed manden og
kvinden valgte at anbringe sig i fuld og absolut autonomi i forhold til den
Ene, som havde skabt dem, reduceredes denne lette adgang til Gud, Skaberen.
Dette er den
menneskelige tilstand, der så levende er skildret i Første
Mosebog, når den fortæller os, at Gud anbragte mennesket i Edens
Have, i hvis midte "træet til kundskab om godt og ondt" stod (1
Mos 2,17). Symbolet er tydeligt: mennesket var ikke af sig selv i stand til at
afgøre, hvad der var godt, og hvad der var ondt, men var tvunget til at
appellere til en højere instans. Stolthedens blindhed narrede vore
stamforældre til at mene, at de selv var suveræne og autonome, og
til at mene, at de kunne ignorere den kundskab, der kommer fra Gud. Alle
mennesker blev indviklede i denne oprindelige ulydighed, der skadede fornuften
således, at fra da af ville dens vej til fuld sandhed være
overstrøet med forhindringer. Fra den tid af var menneskets evne til at
kende sandheden beskadiget af en uvilje mod den Ene, som er sandhedens kilde og
oprindelse. Det er igen Paulus, der afslører netop hvor meget
menneskelig tænkning på grund af synd blev "tom", og
menneskeligt ræsonnement blev formørket og tilbøjeligt til
usandfærdighed (sml. Rom 1,21-22). Sjælens øjne var ikke
længere i stand til at se klart, fornuften blev mere og mere en fange af
sig selv. Kristi komme var den frelsende begivenhed, som forløste
fornuften fra dens svaghed, frigjorde den fra de lænker, den havde
fængslet sig selv med.
|