23.
Det er derfor, at den
kristnes forhold til filosofi kræver grundig dømmekraft. I Det nye
Testamente, især i Paulus' breve, er der én ting, der dukker meget
klart frem: modsætningen mellem "denne verdens visdom" og Guds
visdom, åbenbaret i Jesus Kristus. Dybden af den åbenbarede visdom
sprænger kredsen af vore sædvanlige tankemønstre, som
på ingen måde er i stand til at udtrykke denne visdom til fulde.
Begyndelsen af
Første Korintherbrev præsenterer dette dilemma på en radikal
måde. Guds korsfæstede Søn er den historiske begivenhed, som
får ethvert af forstandens forsøg på at konstruere en
fyldestgørende forklaring på meningen med tilværelsen ved en
blot menneskelig argumentation til at mislykkes. Det virkelige
brændpunkt, der sætter spørgsmålstegn ved enhver
filosofi, er Jesu Kristi død på korset. Det er her, at ethvert
forsøg på at reducere Faderens frelsende plan til ren menneskelig
logik er dømt til at mislykkes. "Hvor er de vise henne, hvor er de
skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens
visdom til dårskab? (1 Kor 1,20), spørger Paulus eftertrykkeligt. De
vises visdom er ikke længere nok til det, som Gud ønsker at
udrette; det, der er brug for, er et afgørende skridt hen mod at byde
noget radikalt nyt velkommen: "Det, som er dårskab i verden,
udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme...; det, som verden ser ned
på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud, for at
gøre det, som er noget, til ingenting" (1 Kor 1,27-28). Menneskelig
visdom nægter at se muligheden af sin styrke i sin egen svaghed, og dog
tøver Paulus ikke med at hævde: "Når jeg er
magtesløs, så er jeg stærk" (2 Kor 12,10). Man kan ikke
fatte, hvordan død kunne være oprindelsen til liv og
kærlighed; og alligevel har Gud for at åbenbare sin frelsende plans
mysterium valgt netop det, som fornuften betragter som
"tåbelighed" og en "forargelse". Ved at gøre
brug af sin tids filosoffers sprog, når Paulus til højdepunktet af
sin lære, ved at udtrykke paradokset: "Gud har i verden valgt...
det, som er ingenting, for at gøre det, som er noget til ingenting"
(sml. 1 Kor 1,28). For at udtrykke kærlighedens uforskyldte natur, der er
åbenbaret i Kristi kors, er Paulus ikke bange for at benytte
filosoffernes mest radikale sprog i deres tanker om Gud. Fornuften kan ikke
eliminere det kærlighedens mysterium, som korset repræsenterer,
mens korset kan give fornuften det endelige svar, som den søger. Det er
ikke ordenes visdom, men Visdommens Ord, der for Paulus er kriteriet for
både sandhed og frelse.
Korsets visdom
frigør sig derfor fra alle kulturelle begrænsninger, som
forsøger på at rumme den, og insisterer på en åbenhed
over for sandhedens universalitet, som den bringer til verden. Hvilken
udfordring er dette til vor fornuft, og hvor stort er udbyttet for fornuften,
hvis den giver efter for denne visdom! Af sig selv er filosofien i stand til at
opdage menneskets uophørlige selv-transcendente orientering imod
sandheden; og med troens hjælp er den i stand til at acceptere korsets
"dårskab" som den ægte kritik af dem, der narrer sig selv
til at tro, at de ejer sandheden, skønt de faktisk støder
på grund i det indviklede system, som de selv har udtænkt. Den
korsfæstede og opstandne Kristi forkyndelse er det klipperev,
hvorpå forbindelsen mellem tro og filosofi kan knuses, men den er
også det klipperev, på den anden side af hvilken de to kan drage ud
på sandhedens bundløse ocean. Her ser vi ikke kun grænsen
mellem fornuft og tro, men også det rum, hvor de to kan mødes.
|