27.
Ingen kan undgå denne
overvejelse, hverken filosoffen eller det almindelige menneske. Det svar, vi
giver, vil afgøre, om vi mener eller ikke mener, at det er muligt at
nå til en universel og absolut sandhed; og dette er et afgørende
moment i undersøgelsen. Enhver sandhed - hvis den virkelig er sandhed -
præsenterer sig som universel, selv om den ikke er hele sandheden. Hvis
noget er sandt, må det være sandt for alle mennesker og til alle
tider. Ud over denne universalitet søger mennesker et absolut, som kan
give en mening til og et svar på al deres søgen - noget
ultimativt, der kan tjene som grundlag for alle ting. Med andre ord, de
søger en sidste forklaring, en højeste værdi, som ikke
henviser til noget uden for sig selv, og som gør en ende på al
spørgen. Hypoteser kan fascinere, men de tilfredsstiller ikke. Om vi vil
indrømme det eller ej, så kommer der for enhver det
øjeblik, hvor personligt liv må forankres til en sandhed, der er
erkendt som definitiv, en sandhed, som giver en sikkerhed, der ikke
længere er domineret af tvivl.
Gennem
århundrederne har filosoffer forsøgt at opdage og give tydeligt
udtryk for en sådan sandhed, hvad der har ført til forskellige
tankesystemer og -skoler. Men ud over filosofiske systemer forsøger
mennesker på forskellige måder at skabe deres egen
"filosofi" - i personlige overbevisninger og erfaringer, i familie-
og kulturtraditioner, eller i ekspeditioner under en mesters ledelse i en
søgen efter meningen med livet. Hvad, der inspirerer alt dette, er
ønsket om at nå til en sikker sandhed og til sikkerheden om dens
absolutte værdi.
|