Kapitel 4

Forholdet mellem tro og fornuft

Vigtige momenter i mødet mellem tro og fornuft

36. Apostlenes Gerninger vidner om, at den kristne forkyndelse lige fra begyndelsen af var optaget af tidens filosofiske retninger. Vi læser, at Paulus i Athen diskuterede med "en del epikuræiske og stoiske filosoffer" (ApG 17,18); og en eksegetisk analyse af hans tale på Areopagos røber hyppige hentydninger til populære anskuelser, der for største delens vedkommende stammede fra stoicismen. Dette er på ingen måde tilfældigt. Hvis hedninger skulle forstå dem, kunne de første kristne i deres tale ikke nøjes med at henvise til "Moses og profeterne". De måtte pege både på den naturlige viden om Gud og på samvittighedens stemme hos ethvert menneske (sml. Rom 1,19-21; 2,14-15; ApG 14,16-17). Da denne naturlige viden i de hedenske religioner var gledet over i afgudsdyrkelse (sml. Rom 1,21-32), fandt Paulus det klogere i sin tale at knytte til filosoffernes tænkning, som altid havde været i opposition til myternes og mysterie-religionernes opfattelser og havde mere respekt for den guddommelige transcendens.

En af den klassiske filosofis vigtigste opgaver var at rense menneskelige forestillinger om Gud for mytologiske elementer. Vi ved, at græsk religion, ligesom de fleste kosmiske religioner, var polyteistisk, endda i en sådan grad, så den guddommeliggjorde naturlige ting og fænomener. Menneskelige forsøg på at forstå gudernes oprindelse og følgelig universets oprindelse finder deres første udtryk i poesi; og teogonierne vedbliver med at være det første vidnesbyrd om denne menneskets søgen. Men det var filosofiens fædres opgave at bringe forbindelsen mellem fornuft og religion for dagen. Da de udvidede deres opfattelse til at indbefatte universelle principper, lod de sig ikke længere nøje med de gamle myter, men ønskede at give et rationelt grundlag for deres tro på det guddommelige. Dette åbnede en vej, der udsprang af gamle traditioner, men tillod en udvikling, der tilfredsstillede en universel fornufts krav. Denne udvikling søgte at opnå en kritisk viden om, hvad de troede på, og begrebet guddommelighed var det første positive resultat heraf. Overtro blev erkendt for, hvad den var, og religionen blev i det mindste til dels renset ved rationel analyse. Det var på dette grundlag, at kirkefædrene kom i frugtbar dialog med den antikke filosofi, hvad der gav nye metoder til at forkynde og forstå Jesu Kristi Gud.