41. De måder, hvorpå Østens og Vestens fædre inddrog de filosofiske skoler, var derfor helt forskellige. Dette betyder ikke, at de identificerede indholdet af deres budskab med de systemer, de henviste til. Overvej Tertullians spørgsmål: "Hvad har Athen til fælles med Jerusalem? Akademiet med Kirken?". ⁴⁰ Dette viser den kritiske bevidsthed, hvormed kristne tænkere fra begyndelsen af mødte problemet, forholdet mellem tro og filosofi, idet de betragtede det i dets helhed med både dets positive aspekter og dets begrænsninger. De var ikke naive tænkere. Netop fordi de intenst levede troens indhold, var de i stand til at nå de dybeste former for spekulation. Det er derfor minimaliserende og misforstået at begrænse deres arbejde til simpelt hen en transponering af troens sandheder til filosofiske kategorier. De gjorde meget mere. Faktisk lykkedes det dem at få frem alt, hvad der forblev underforstået og foreløbigt i antikkens store filosoffers tænkning. ⁴¹ Som jeg har bemærket, var det deres opgave at vise, hvordan fornuften, befriet fra ydre begrænsninger, kunne finde vej ud af mytens blinde gyde og på en bedre måde åbne sig for det transcendente. Når fornuften var renset og rigtig afstemt, kunne den avancere til højere tankeniveauer og give et solidt grundlag for opfattelsen af væren, af det transcendente og af det absolutte.

Det er her, vi ser det originale i det, som kirkefædrene udrettede. De tog med glæde imod den fornuft, der var åben for det absolutte, og de gennemsyrede den med de værdier, der stammede fra åbenbaringen. Dette var mere end et møde mellem kulturer, hvor den ene kultur måske ligger under for den andens tiltrækningskraft. Det foregik derimod i menneskesjæles inderste, og det var et møde mellem skabning og Skaber. Idet det overskred det mål, som det på grund af sin beskaffenhed ubevidst stilede imod, opnåede det det største gode og den højeste sandhed i det menneskevordne Ords person. Stillet over for de forskellige filosofier var kirkefædrene ikke bange for at erkende hvilke elementer i dem, der var i overensstemmelse med åbenbaringen, og hvilke, der ikke var det. Erkendelsen af de overensstemmende punkter gjorde dem ikke blinde for de divergerende punkter.