Thomas af Aquins tænknings vedvarende originalitet

43. En særlig plads i denne lange udvikling tilkommer Thomas af Aquin, ikke blot på grund af hans lære, men også på grund af den dialog han påtog sig med sin tids arabiske og jødiske tænkning. I en tid, hvor kristne tænkere genopdagede antikkens filosofis skatte, og mere specielt Aristoteles', gjorde Thomas sig især fortjent ved at give hæderspladsen til den overensstemmelse, der eksisterer mellem tro og fornuft. Både fornuftens lys og troens lys kommer fra Gud, hævdede han; derfor kan der ikke være nogen uoverensstemmelse mellem dem. ⁴⁴

Mere radikalt erkendte Thomas, at naturen, filosofiens rette anliggende, kunne bidrage til forståelsen af den guddommelige åbenbaring. Troen frygter derfor ikke fornuften, men søger den og har tillid til den. Ganske ligesom nåden bygger på naturen og fuldender den, ⁴⁵ således bygger troen på og udvikler fornuften til fuldkommenhed. Oplyst af troen frigøres fornuften fra den skrøbelighed og de begrænsninger, der stammer fra ulydighedens synd, og finder den nødvendige styrke til at nå frem til kundskaben om Den treenige Gud. Skønt han gjorde meget ud af troens overnaturlige beskaffenhed, overså Thomas af Aquin, der undertiden kaldes for Doctor Angelicus, ikke betydningen af den rationale dimension i den; faktisk var han i stand til at lodde dens dybder og forklare betydningen af det fornuftige i den. Tro er i en vis forstand "tankeøvelse"; og den menneskelige fornuft bliver hverken ophævet eller forringet ved at godkende troens indhold, som i alle tilfælde nås ved hjælp af et frit og informeret valg. ⁴⁶

Det er derfor, at Kirken med rette konstant præsenterer Thomas af Aquin som en tankens mester og et mønster for den rette måde at drive teologi på. I denne forbindelse vil jeg minde om, hvad min forgænger, Guds tjener Paul VI, skrev i anledning af Doctor Angelicus' 700 års dødsdag. "Uden tvivl ejede Thomas i højeste grad sandhedens mod, en åndens frihed til at møde nye problemer og den intellektuelle redelighed, som de har, der hverken tillader kristendommen at blive besmittet af verdslig filosofi eller af en forudindtaget afvisning af den. Han er derfor indgået i kristen tænknings historie som en pioner for den nye filosofiske vej og universelle kultur. Nøglepunktet og næsten kernen i den løsning, som han med sin profetiske intuitions hele åndfuldhed gav troens og fornuftens nye møde, var en forsoning mellem verdens timelighed og evangeliets radikalitet, idet han således undgik den unaturlige tilbøjelighed til at fornægte verden og dens værdier, mens han samtidig holdt fast ved den overnaturlige ordens ophøjede og ubønhørlige krav".⁴⁷