Dramaet med adskillelsen af tro og fornuft

45. Med oprettelsen af de første universiteter kom teologien mere direkte i kontakt med andre former for lærdom og videnskabelig forskning. Skønt Albert den Store og Thomas af Aquin insisterede på den organiske forbindelse mellem teologi og filosofi, var de de første til at anerkende den autonomi, som filosofi og naturvidenskaberne havde brug for, hvis de skulle kunne fungere godt inden for deres respektive forskningsområder. Fra den sene middelalder af blev den legitime forskel mellem de to former for viden mere og mere til en skæbnesvanger adskillelse. Som et resultat af visse tænkeres overdrevne rationalisme blev standpunkterne mere radikale, og der opstod til sidst en filosofi, der var adskilt fra og helt uafhængig af troens indhold. En anden af de mange konsekvenser af denne adskillelse var en dybere og dybere mistillid med hensyn til fornuften selv. I en både skeptisk og agnostisk opfattelse begyndte nogle at give udtryk for en almindelig mistillid, der fik nogle til at fokusere mere på tro og andre til at benægte det fornuftige i den i det hele taget.

Kort sagt, det, der for patristisk og middelalderlig tænkning både teoretisk og praktisk var en indgroet enhed, som frembragte viden, der var i stand til at nå de højeste former for spekulation, blev ødelagt af systemer, der gik ind for rationel viden adskilt fra tro og tiltænkt troens plads.