52. Det er ikke kun i den sidste tid, at Kirkens læreembede har grebet ind ved at gøre sin mening kendt med hensyn til specielle filosofiske lærer. Det er nok som eksempel at minde om udtalelser, der er fremsat gennem århundrederne med hensyn til sjælens præ-eksistens, ⁵⁶ eller angående de forskellige former for afgudsdyrkelse og esoterisk overtro, der fandtes i astrologiske spekulationer, ⁵⁷ uden at forglemme de mere systematiske udtalelser imod visse påstande fra den latinske averoisme, der var uforenelige med den kristne tro. ⁵⁸

Hvis læreembedet har udtalt sig oftere siden midten af forrige århundrede, er det, fordi i den periode har ikke så få katolikker følt det som deres pligt at imødegå forskellige moderne tanke-strømninger med deres egen filosofi. På dette punkt var læreembedet forpligtet til at være agtpågivende, for at disse filosofier ikke udviklede sig på måder, der selv var urigtige og negative. Kritikken blev udtalt upartisk: på den ene side imod fideisme⁵⁹ og radikal traditionalisme⁶⁰ for deres mistillid til fornuftens naturlige evner, og på den anden side imod rationalisme⁶¹ og ontologisme⁶², fordi de tillagde den naturlige fornuft en viden, som kun troens lys kan give. De positive elementer i denne diskussion blev samlet i Den dogmatiske Konstitution Dei Filius, hvor et økumenisk koncil for første gang - i dette tilfælde Det første Vatikankoncil - udtalte sig højtideligt om forholdet mellem fornuft og tro. Den lære, der indeholdes i dette dokument, har stærkt og positivt præget mange troendes filosofiske forskning og vedbliver også i dag med at være et standard-referencepunkt for korrekt og sammenhængende kristen tænkning på dette område.