1. Både i Østen og Vesten kan vi spore en vej, som gennem århundrederne har ledet menneskeheden til at møde og beskæftige sig mere og dybere med sandheden. Det er en vej, som - nødvendigvis - har udviklet sig inden for den personlige selvbevidstheds horisont: jo mere mennesket kender virkeligheden og verden, desto mere kender det sig selv i sin eneståenhed, samtidigt med at spørgsmålet om tings og deres egen tilværelses mening bliver mere og mere indtrængende. Det er fordi alt, hvad der er genstand for vor viden, bliver en del af vort liv. Formaningen Kend dig selv var indmejslet på tempelportalen i Delphi, som bevis for en grundlæggende sandhed, der må antages som en mindste norm for dem, der forsøger at ville skille sig ud fra resten af skabningen som "mennesker", det vil sige som dem, der "kender sig selv".

Desuden viser et flygtigt blik på antikkens historie klart, hvordan der i forskellige dele af verden med deres forskellige kulturer på samme tid opstår de grundlæggende spørgsmål, der præger menneskeligt liv: Hvem er jeg? Hvor er jeg kommet fra, og hvor er jeg på vej hen? Hvorfor findes det onde? Hvad er der efter dette liv? Det er de spørgsmål, som vi finder i Israels hellige skrifter og også i Veda'en og Avesta'en; vi finder dem i Confucius' og Lao-Tze's skrifter og i Tirthankaras og Buddhas forkyndelse; de dukker op i Homers digtning og i Euripides' og Sofokles' tragedier såvel som i Platons og Aristoteles' filosofiske skrifter. De er spørgsmål, som har deres fælles oprindelse i den søgen efter mening, som altid har interesseret menneskehjertet. Faktisk er det svar, som gives på disse spørgsmål, afgørende for den retning, som mennesker søger at give deres liv.