71. Fordi de er uadskillelige fra mennesker og deres historie, deler kulturerne de kræfter, som den menneskelige erfaring af livet afslører. De ændres og gør fremskridt, fordi mennesker mødes på nye måder og deler hinandens livsvaner. Kulturerne næres af udveksling af værdier, og de overlever og trives, for så vidt som de forbliver åbne for at tilegne sig nye erfaringer. Hvordan skal vi forklare disse kræfter? Alle mennesker er del af en kultur, er afhængige af den og skaber den. Mennesker er både børn af og forældre til den kultur, som de er indflettet i. Til alt, hvad de gør, medbringer de noget, som adskiller dem fra resten af skabningen: deres aldrig svigtende åbenhed for mysteriet og deres grænseløse ønske om viden. Dybt i enhver kultur viser denne drift mod fuldbyrdelse sig. Vi kan derfor sige, at kulturen selv besidder en indre evne til at modtage den guddommelige åbenbaring.

Den kulturelle sammenhæng gennemtrænger den kristne tros liv, som til gengæld lidt efter lidt bidrager til at skabe denne sammenhæng. Til enhver kultur bringer de kristne Guds uforanderlige sandhed, som han åbenbarer i et folks historie og kultur. Fra tid til anden har vi derfor igen og igen i århundredernes løb set den begivenhed gentaget, som pilgrimmene i Jerusalem var vidner til pinsedag. Da de hørte apostlene, spurgte de hinanden: "Er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi partere, meder og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere - vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål" (ApG 2,7-11). Mens evangeliet kræver troens tilslutning af alle, som hører det, tillader forkyndelsen af det i forskellige kulturer mennesker at bevare deres egen identitet. Dette skaber på ingen måde splittelse, for de døbtes fællesskab er præget af en universalitet, som kan omfatte alle kulturer og hjælpe til at nære alt, hvad der medindbefattet i dem, indtil det vil blive helt klart i sandhedens lys.

Dette betyder, at ingen kultur nogensinde kan blive værdikriteriet og endnu mindre det ultimative sandhedskriterium for Guds åbenbaring. Evangeliet er ikke i modstrid med nogen kultur, som om evangeliet ved at optage en kultur ville forsøge at tømme den for dens naturlige rigdomme og tvinge den til at antage former, der er fremmede for den. Tværtimod, det budskab, som troende bringer til verden og til kulturer, er en ægte befrielse fra al den forvirring, der er forårsaget af synd, og er samtidigt et kald til hele sandhekke formindskede ved dette møde; derimod tilskyndes de til at åbne sig for det nye i evangeliets sandhed og blive bevæget af denne sandhed til at udvikle sig på nye måder.