75. Som det fremgår af denne korte skitse af historien om forholdet mellem tro og filosofi, kan man skelne mellem forskellige filosofiske fremgangsmåder med hensyn til kristen tro. For det første er der en filosofi, der er helt uafhængig af Guds åbenbaring: dette er den fremgangsmåde, der blev taget af filosofien, da den tog form i historien inden Forløserens fødsel og senere i områder, der endnu ikke var berørte af evangeliet. Vi ser her filosofiens velbegrundede stræben efter at være en autonom beskæftigelse, der adlyder sine egne regler og kun anvender fornuftens evner. Skønt denne bestræbelse hæmmes alvorligt af den menneskelige fornufts iboende svaghed, bør den støttes og styrkes. Som en søgen efter sandhed inden for den naturlige orden er filosofiens arbejde altid åbent - i det mindste implicit - for det overnaturlige.

Desuden bør kravet om tankens virkelige autonomi respekteres, også når teologisk dialog benytter filosofiske begreber og argumenter. Faktisk er det at diskutere i overensstemmelse med strenge rationelle kriterier nødvendigt for at garantere, at de opnåede resultater er gyldige. Dette bekræfter også den grundsætning, at nåden ikke ødelægger naturen, men udvikler den til fuldkommenhed: troens samtykke, som forpligter intellektet og viljen, ødelægger ikke, men fuldkommengør viljen hos enhver troende, som dybest inde modtager det, der er blevet åbenbaret.

Det er indlysende, at denne berettigede metode afvises af teorien om såkaldt "separat" filosofi, som praktiseres af nogle moderne filosoffer. Denne teori gør ikke blot fordring på en velbegrundet autonomi for filosofi, men på en tankens selvtilstrækkelighed, som vitterligt er uantagelig. Ved at afvise den sandhed, der tilbydes af den guddommelige åbenbaring, gør filosofien kun sig selv fortræd, fordi dette er at forhindre adgang til en dybere erkendelse af sandhed.