79. For yderligere at udvikle, hvad læreembedet før mig har doceret, har jeg i sinde i denne sidste del at gøre opmærksom på visse krav, som teologien - ogendnu mere fundamentalt Guds ord selv - stiller til filosofisk tænkning og nutidige filosofier. Som jeg allerede har gjort opmærksom på, må filosofien adlyde sine egne love og bygge på sine egne principper; sandheden kan imidlertid kun være én. Indholdet af åbenbaringen kan aldrig svække fornuftens opdagelser og legitime autonomi. Alligevel må fornuften i bevidstheden om, at den ikke kan betragte sig selv som en absolut og enestående værdi, for sin del aldrig miste sin evne til at spørge og til at blive udspurgt. På grund af den glans, der udstråler fra den eksisterende Væren i sig selv, giver den åbenbarede sandhed fylden af lys og vil derfor oplyse den filosofiske undersøgelses vej. Kort sagt, den kristne åbenbaring bliver til det sande mødested og engagement mellem filosofisk og teologisk tænkning i deres indbyrdes forhold.

Man må derfor håbe, at teologer og filosoffer vil lade sig lede alene af sandhedens autoritet, så der vil fremstå en filosofi, der er overensstemmende med Guds ord. En sådan filosofi vil være et sted, hvor kristen tro og menneskelige kulturer kan mødes, et sted, hvor der råder forståelse mellem troende og ikke-troende. Det vil hjælpe til at føre troende til en stærkere overbevisning, om at tro vokser dybere og mere autentisk, når den er helt opslugt af tænkning og ikke afviser den. Det er igen kirkefædrene, som lærer os dette: "At tro er ikke andet end at tænke samtykkende... Troende er også tænkere: når de tror, tænker de, og når de tænker, tror de... Hvis troen ikke tænker, er den intet".⁹⁵ Og et andet sted: "Hvis der ikke er noget samtykke, er der ingen tro, for uden samtykke tror man ikke virkeligt".⁹⁶