94. Et første problem drejer sig om forholdet mellem det sagte og sandheden. Ligesom alle andre tekster formidler de kilder, som teologen fortolker, primært en betydning, som må forstås og forklares. Denne betydning præsenterer sig selv som den sandhed om Gud, som Gud selv meddeler gennem den hellige tekst. Menneskeligt sprog udtrykker således Guds sprog, der meddeler hans egen sandhed med den vidunderlige "imødekommenhed", som udtrykker menneskevordelsens logik. ¹¹⁰ For at tolke åbenbaringens kilder må teologen derfor spørge, hvad der er den dybe og autentiske sandhed, som teksterne ønsker at meddele, omend inden for sprogets begrænsninger.

De bibelske teksters sandhed, og specielt evangeliernes, er bestemt ikke begrænset til at fortælle simple historiske begivenheder eller udtalelser om neutrale kendsgerninger, hvad den historicistiske positivisme ønsker at gøre gældende. ¹¹¹ Ud over den direkte historiske dimension, ligger sandheden i de begivenheder, som disse tekster fortæller om, snarere i den betydning de har i og for frelseshistorien. Denne sandhed er udviklet mere fuldstændigt i Kirkens konstante læsning af disse tekster igennem århundrederne, en læsning, der bevarer deres oprindelige mening intakt. Der er derfor et stærkt behov for at forholdet mellem kendsgerningen og dens betydning, et forhold, der udgør historiens specifikke mening, bliver undersøgt også ud fra det filosofiske synspunkt.